Poseidon

Bølger braser hidsigt mod de mørkklædte klipper. Vandet er mere sort end blåt. Det spejler på mærkværdig vis ikke rigtigt himlen over sig. Glinsende hvidt skum danser fra bølgetop til bølgetop. Kysser de laveste af de skarpe sten ved bredden. På en af de mørke klipper, hævet flere meter over det dybe hav, står tre spinkle drenge og flagrer. Alle har de mellemlangt hår, afbleget af den insisterende sensommersol. De står med deres tynde arme i vejret, for at skærme sig mod både vind og blændende solstråler. Deres fødder er røde af det vand, der nådesløst bliver kastet hen over den høje klippe, de står på. I lang tid har de stået sådan. Iagttaget det vrede ocean og diskuteret, om de nu kan tillade sig at hoppe i. Deres bedstemor venter på dem hjemme i sin lille træhytte på den anden side af skoven. De er udmærket klar over, at var bedstemoren gået med dem ned til havet, havde en dukkert været fuldstændig udelukket.

Vandet er farligt i dag. Det ville være i stand til at brække drengenes små kroppe i nogle makabre vinkler på få sekunder, hvis de blev taget af strømmen. Der er historier helt tilbage fra dengang sømænd opdagede kysten med de mørke klipper for mange år siden, om små børn der forsvandt i netop disse bølger. De historier har de tre brødre også hørt. To af dem, den yngste og den ældste, forsøger ihærdigt at overbevise deres mellemste bror, Lasse, om at gå med dem hjem. Men noget i Lasse taler stærkt imod at følge sine brødre. Det er første gang nogensinde, at drengene har fået lov at gå til vandet for at bade alene, og det bør, ifølge ham, ikke ende i et skuffende ingenting. Desuden længes han efter saltvand i håret og tang mellem tæerne. Han begynder at kede sig over de to andres drænende fornuft og ensartede argumenter. Derfor vender han ryggen til havet, og begynder at træde baglæns, et enkelt, vådt skridt ad gangen, hver eneste gang en af hans dumme brødre åbner munden. De opdager hurtigt, at deres egne, endeløse indsigelser bringer Lasse tættere på kanten. De klapper fortvivlede i og trækker sig næsten svævende væk fra ham, med bedende, ynkelige blikke og foldede, bønfaldende hænder foran sig. Lasse griner hånligt af de to, og vender sig i én bevægelse mod det hav, han pludselig står lodret ovenover. Han kan nu se, at der stikker små stykker klippe op mellem bølgerne under ham, og at strømmen er om muligt stærkere end man kunne ane på afstand. Han sukker opgivende. Træt af at måtte give sine fantasiløse søskende ret, vender han atter ryggen mod havet for at traske med dem hjemad. Idet han vender sig, glider hans røde fødder på det våde klippeunderlag. Lasse giver et grimt vræl fra sig, da han falder baglæns ned i det sorte vand.

Lasses nakke strejfer en af de skarpe klipper, mens hans krop tvinges nedad gennem den mørke havoverflade. Han skriger stadig, da hans hoved dukker under, og hans mund fyldes med isnende koldt saltvand, som samtidig omslutter hele hans strittende barnekrop. Der går ikke lang tid før han får kæmpet sig op til overfladen. Spruttende og hakkende får han hvæset til sine brødre, at de må gøre noget for at hjælpe ham. Strømmen er i sandhed stærk. De to brødre, den yngre og den ældre, står på knæ på klippekanten over Lasse. De råber fortvivlet, og stikker på skift arme ud, som kun når til flere meter over havoverfladen. Lasse har ikke længere kontrol over sin krop, han bliver slynget rundt, og sparker med arme og ben for at holde sig oven vande. De to på land kigger skrækslagne på hinanden, den yngste begynder at hulke lidt. Den ældste dasker ham tamt på kinden, beder ham om at tage sig sammen. Nogle øjeblikke efter spejder de igen paniske omkring sig, overvældede og allerede lidt opgivende.

Lasse råber til sine brødre, at de skal hente en lang gren i skoven, men de larmende bølger overdøver ham. Før han får mulighed for at gentage sig selv, kan de to på land iagttage deres bror blive slynget, med hovedet først, ind mod de dunkle klippesten under dem. End ikke havet kan overdøve lyden af et barnehoved, der smadres mod en klippevæg. De to brødre kigger målløse på den livløse krop, der flyder med ansigtet nedad i vandet. Havet synes pludselig lavmælt. Blæsten i trætoppene bag dem suser heller ikke så insisterende længere. Hele verden står stille, og det virker som om, intet er i stand til at bryde den altoverdøvende ro. Efter flere sekunders komplet stilhed forsøger de spinkle drenge at kalde lidt på deres bror i vandet. Han rører ikke den mindste smule på sig. Bliver blot kastet nådesløst frem og tilbage mellem sorte og hvide skumsprøjt. Lidt efter lidt begynder verden at bevæge sig igen. Vinden tager igen fat i drengenes lyse hår, grantoppene knirker og beklager sig i baggrunden. De to brødre retter deres blikke mod hinanden, og da de får øjenkontakt begynder de at grine højt. De krummer deres små kroppe sammen i krampagtig latter. Deres maver trækker sig sammen og deres ansigter bliver lige så røde som de våde fødder. Ikke længere overvældede af deres slappe bror i vandet, men af hvor ubegribeligt, ja næsten urimeligt, enige de er om, hvad der må gøres.

De vinker til den blege krop i vandet, vender synkront ansigterne mod skoven og begynder i raske gadedrengehop turen hjemad. På hele deres færd gennem skoven veksler de to drenge ikke et ord med hinanden. Med deres livlige hop sætter de dybe spor i den våde skovbund. Fugle kvidrer om hovederne på dem. Da de når ud på den anden side, sætter de farten ned mellem de sidste, lettere spredte, træer. Adrenalinen pumper rundt i deres kroppe. Først nu stopper de op og kigger mere alvorligt på hinanden. De må hellere blive enige om, hvad de skal fortælle deres bedstemor. Da den ældste åbner munden, bliver han med det samme afbrudt af en hæs piben: ”Der har vi jer jo, mine små drenge. Var vandet dejligt? Kom og få et tæppe.” Det er bedstemor, der råber henne fra hytten. Drengenes hjerter hamrer løs, og i flere sekunder rører de sig ikke ud af stedet. Rystende får de båret sig selv hen til den lille træhytte. På terrassen har deres bedstemor dækket op til eftermiddagsbord. Drengene lader sig synke ned i de store stole, mens bedstemoren fylder deres skåle med hjemmelavet koldskål. Hun er en tæt, rynket dame, med nogle næsten lidt maskuline træk. Et bredt kæbeparti og faste skuldre. Først da drengene har mundende fulde, spørger bedstemoren dem, hvor deres bror dog bliver af – om han nu er ude at samle kogler igen? De to drenge har nær fået koldskålen galt i deres små halse, og den ældste skynder sig at hoste, så han kan svare, at de ikke ved hvor Lasse er. “Det er rigtigt,” tilføjer den mindste bror. “Han forsvandt fra os lige før.” Nu tøver han, men fortsætter så. “Altså, det er jo ikke første gang han dasker rundt alene i skoven, ham Lasse, det er lidt typisk faktisk.” De to drenge tør næsten ikke trække vejret. Bedstemoren mumler lidt og kigger bekymret ud mod skoven, så den ældste skynder sig at skifte emne: “Det er en skøn koldskål, bedstemor,” han smiler overdrevent til den gamle kvinde, og slubrer så resten af sin portion i sig. Han glemmer nær at synke. Drengene takker ja med det samme, da de bliver tilbudt endnu en portion, og de smiler kærligt til hinanden, lettede og yderst tilfredse med sig selv.

På den anden side af skoven ligger deres bror med ansigtet mod havbunden. En overdådig kraft tvinger hans øjenlåg op, og lader hans hvide øjenæbler rense af det salte vand. Han er klar over, at hans ansigt er blevet såret på stenene bag ham, men lige nu overdøver bølgerne smerten, og han føler intet ubehag overhovedet. Sådan ligger han i en rum tid, med hovedet under vandet og funderer over sin egen tilstand. Da det går op for ham at han stadig er under vandet, går han i panik og begynder at sprælle hysterisk, men hans krop bliver liggende i fuldstændig samme stilling som før. Han skriger i afmagt, men selvom hans mund igen fyldes med havvand, forbliver hans lunger tørre. Lasse kan ligefrem mærke musklerne spændes i sin trætte krop, i et forsøg på at overvinde dette ubegribelige, ovenfrakommende pres. Ikke desto mindre bliver han liggende nøjagtigt som før.

Fuldstændig i vildrede bøjer han sig for trykket og lader sin ømme krop slappes. Han når ikke at se sig om, før hans krop føres fremad i en unaturlig bevægelse. Lasses arme ligger som blege slanger langs hans krop, hans iturevne nakke er bøjet bagover, så han kigger lige ud med sine vidt opspærrede øjne. Bølgetoppene er begyndt at krumme over ham igen, og den ellers nok så vilde strøm er blevet overtaget af noget fuldstændig uvirkeligt. Efter hvad der føles som uendeligt mange bølger fra kysten og klipperne, stoppes Lasses krop brat, og hans nakke får lov til at rette sig tilbage i en mere naturlig stilling. Hans øjne er stadig opspærrede, og de stirrer langt ned i et fremmed, men besynderligt afslappet, mørke. Vandet omkring ham er dybt og koldt, men han fryser ikke spor. Denne gang forsøger Lasse ikke at nærme sig overfladen. Han kan mærke at han bliver styret. Det ville være et unødvendigt spild af hans i forvejen få kræfter at kæmpe imod. Han er sikker på, at der er en grund til at han er, hvor han er. Han stirrer fortsat ned i det vanvittige mørke, ude af stand til at blinke. Han venter på en form for bevægelse, en instruks. I det mindste en eller anden form for forklaring på sin egen tilstedeværelse. Sådan ligger han i lang tid og venter, og med tiden begynder han næsten at døse hen, på trods af de åbne øjne. Lige nu føles det som om, at han skal ligge netop her til evig tid, og et eller andet sted affinder han sig med denne uvidenhed, denne ellers umiddelbart overvældende skæbne.

Uendeligheden afbrydes blot få øjeblikke efter den er begyndt, af et massivt lys der presser sig op gennem vandet nedefra. Uden at begribe hvad der foregår, og uden at sætte spørgsmålstegn ved det, stirrer han langt ind i to store, ældgamle øjne. Det fantastiske lys bliver ved med at sprede sig, og da det omslutter Lasse, kan han se, at de to øjne tilhører en stor skikkelse. Foran ham hænger en mandlig figur, hvis krop ser afslappet ud i vandet. Han svæver tyngdeløst og kæmper ikke spor for at holde sig under overfladen. Manden har et venligt, rynket ansigt, og på hovedet har han et lag af silkegråt hår, som hviler over de kantede skuldre. Det filtrer sig sammen med et prægtigt, gråt skæg. Skikkelsens krop er mørk som havet, men Lasse kan ikke se nogle ben. Han har ikke en fiskehale, som et havdyr. I stedet går kroppen ligesom bare mere og mere i ét med vandet, jo længere under hans bryst, man bevæger sit blik. Lasse kigger fortryllet ind i de store øjne i lang tid, før han tør bevæge blikket til siden. Nu opdager han at mange andre, mindre skikkelser kommer piblende frem bag den store. Lasse undrer sig over sin egen øjeblikkelige accept. Han har hverken behov for at vide hvem de mange væsener er, eller hvorfor de er her sammen med ham. Han finder ro ved den simple kendsgerning, at de er der. De er smukke og fortryllende. Skikkelserne bryder ud i korsang, det er en uforståelig, men fascinerende melodi. Lasse smiler indvendigt, men ikke en muskel fortrækker sig i hans ansigt eller krop.

Hans blik finder tilbage til de gamle øjne, hvis ejermand smiler åbent til ham og langsomt begynder at snakke. Det lyder næsten som en manende prædiken, rolig og bestemt. Selvom Lasse ikke forstår et ord af monologen, føler han sig enig i den, og får lyst til at nikke. Han følger mandens massive kæbeparti danse med hvert ord. Lyden og bevægelserne har mere betydning end indholdet, og Lasse føler sig hævet over alt, hvad han nogensinde har mødt, på trods af, at han jo befinder sig langt under havets overflade. Han har efterhånden mistet tidsfornemmelsen, men da han har nydt det massive vand og den salige sang i hvad der trods alt føles som rimelig lang tid, spoleres scenariet. Den gamle mand rynker brynene, kigger med ét køligt på Lasse og løfter en pegefinger, så det grå hår rører på sig. Han er endnu klarere i sin røst end før: ”Det er ikke tid endnu, unge”. Disse ord forstår Lasse. Det klare lys presser sig den modsatte vej, og bringer alle de smukke skikkelser med sig nedad, så det kun efterlader sig et stort og ensomt mørke. Lasses øjne er nu helt spærret op, det føles som er de lige ved at sprænges. Han anstrenger sig for at se dybere ned i vandet, men forgæves. I stedet tvinges hans nakke bagover i den samme akavede vinkel som tidligere, hans arme lægger sig igen som blege slanger langs hans krop og med en uforklarlig fart føres han baglæns gennem bølgerne. Lige inden kysten drejer hans lille krop rundt om sig selv i vandet, som en snurretop, og Lasses barnehoved smadres hårdt mod klippevæggen. Hele verden forsvinder for hans øjne. Han opfatter det ikke selv, men en kraftig bølge slynger hele hans slatne krop op over klippevæggen, så han lander på den stenhylde, han tidligere på dagen stod på med sine brødre.

Mørket forsvinder langsomt, og han begynder at kunne skelne både former og farver fra hinanden. Ikke lang tid efter han har åbnet øjnene, genvinder han kontrollen over sin krop, og kan ane klipperne, havet og træerne omkring sig. Han tager sig nervøst til hovedet, hvor han kan huske, at han har slået sig, men mærker til sin forbløffelse hverken smerte eller sår. Nakken er også intakt. Han må have ligget længe på klippen, for tøjet er kun fugtigt. Han regner ud, at det vil tørre helt på vejen hjem gennem skoven. Forsigtigt stabler han sig på benene, og stavrer omtumlet hen mod skovbrynet.

En salt tåre triller ned ad Lasses blege kind. Han er mere forvirret over sine brødres opførsel, end over de fremmede væsener i havet. Han har ikke andre steder at tage hen end træhytten, og han føler et eller andet sted også trang til at se sine brødre i øjnene. Han forsøger at holde et roligt tempo hele vejen hjem, men det er svært. Hans krop ryster, og det går op for ham, at han nok er en smule bange. Han trækker vejret i korte, ukontrollerede sug. Da han når den lille træhytte på den anden side af skoven, sidder hans to brødre og bedstemor klar på terrassen foran ham. De spiser koldskål. Lasse stirrer langt ind i to store, ældgamle øjne. De tilhører hans bedstemor, som stråler og udbryder “Hvor har du nu været, Lasse?” Hun holder en ske frem med hånden. Lasse kigger på de brødre, som har forrådt ham. De undgår til gengæld at få øjenkontakt med ham. Han har allermest lyst til at fortælle om alt, hvad der er sket, og konfrontere de usle kujoner, som bare sidder der og slubrer i sig. Men da han forsøger at åbne munden, føles det som om, hans lunger fyldes med vand. Lasse rømmer sig og åbner så munden igen. Da han skal til at sige sin ene brors navn, presses hans lunger igen sammen af en våd, uforklarlig kraft. Hurtigt indser han, at enhver form for konfrontation er udelukket. Hans kæbe ryster, da han i stedet svarer, at han bare har været ude at samle på grankogler. Bedstemoren kigger undrende et øjeblik på drengens tomme favn, og ryster så smilende på sit rynkede hoved. Lasse sætter sig ved bordet, og får straks skænket en stor portion koldskål. Han har egentlig ikke appetit, men tager en skefuld for bedstemorens skyld. Han lader den skvulpe roligt ind over sin tunge, inden han synker højlydt. Den smager salt, ligesom havet.