Noveller,  Science fiction

Samfundsfjender

Tekst og illustration af Karsten Brandt-Knudsen

Statsministeren indtager billedfladen. Med et vertikalt Dannebrog bag sig, tordner han mod landets fjender. Han lover, at linjen vil fortsætte, til Danmark er et land i fred med sig selv. Så vinker han afmålt og går ned fra talerstolen uden at besvare det utal af pressefolk, der forsøger at vride nogle flere ord ud af ham. Han overlader pladsen til partikammeraten fra Dansk Sammenslutning, der besidder posten som justitsminister.

Simon kan godt fornemme, hvor det bærer hen ad. Han kærtegner Katrines ansigt, som ligger halvt skjult i hans skød. Han ser sin hånd mod hendes kind, mens pegefinger og langefinger vandrer på stedet hen over hendes tinding. Tatoveringen af en skakbonde danser ved bevægelsen på hans håndryg.  

Justitsministeren bekræfter Simons mistanke, skærmen toner over i billeder fra et graffitiovermalet hus med politibevogtning, og han rusker liv i Katrine.

”Du skal gå i seng nu. Jeg skal afsted.”

”Hvad. Hvad er klokken? Jeg faldt vist i søvn. Hvad siger du? Skal du afsted?” Katrine sætter sig op i sofaen med et ryk. ”Kan du ikke sige nej? Hvorfor skal de absolut bruge dig?”

“Fordi jeg er den bedste de har.” 

”Du burde nægte. Det er forkert, det ved du. Du burde fortælle om det. Som anonym til en journalist.”

”Og sige hvad. Hvor er mine beviser? Desuden ville de hurtigt gætte, hvem whistlebloweren er.”

Katrine omfavner ham hårdt, som om den blotte udsigt til tanken om, hvad der så ville ske, var mere end hun kunne håndtere.

”Men det bliver sidste gang.” Simon smager på ordene. Katrine gransker hans øjne, som var det en løgn hun havde hørt før.

”Lover du det?”

Øjeblikket afbrydes af melodien til I’ve Got You Under My Skin fra Simons telefon.

”Vi har en opgave til dig.”

”Jeg er klar om tyve minutter.”

”Vi er der om ti.”

Simon sidder på bagsædet af en vinduesløs varevogn med høreværn på, imens en mand gennemroder hans sportstaske. Manden kører en håndscanner hen over hver enkelt genstand, og han undersøger hver udslagsgivende knap og lynlås på Simons tøj. Manden pakker tøjet sammen i en rodet bunke og banker tre gange på væggen ind mod førerkabinen. Simon lægger tøjet ned i tasken.

”Stoler I ikke snart på mig?” spørger Simon med en overdrevet indigneret gestus. Manden ignorerer Simons forsøg på spøg.

Regn slår mod vognens tag. Hjulene vrider sig gennem sølet under dem. De passerer enkelte biler. Det er omtrent de eneste lyde, der trænger igennem høreværnet. Dem og hans egen vejrtrækning. Simon ville ikke kunne høre, hvor de kører hen, selv hvis han forsøgte, og hvis han vidste det, ville det ikke gøre nogen forskel.

Han lukker øjnene og håber på lidt søvn, inden de når frem.

Bilen standser. Skydedøren glider op, og Simon tager høreværnet af. Han træder ud på betongulvet og ser sig omkring. Væggene udgøres af blikplader, og midt i hvad der kunne være en flyhangar står et skrivebord med en computer. Simon har været her før, det er han sikker på, selvom han ikke kan se nogle af de genkendelighedsmærker, han mentalt har noteret sig fra tidligere. 

Simon går hen og tænder computeren, mens to mænd lukker varevognen ud ad en port. Computeren starter op, og Simon går hen til et lille møbelarrangement nær den ene væg. Der står to 3-personers sofaer. Den ene vil udgøre Simons seng de næste dage, den anden er til vagterne. Der er også et køleskab, nogle ti liters vandbeholdere og et bord med kaffemaskine, toaster, elkedel og en papkasse med, kaffe, kaffefiltre, engangsservice, skraldeposer, kiks og en pakke med blandet te. Simon åbner en pose malede bønner, som går mere op på langs end på tværs. Han fylder vand på kedlen fra en af de store dunke, mens vagterne kommer over.

”Jeg laver rigeligt. I skal bare tage.”

Simon ser videomaterialet igennem nogle gange. Det er en hjelmoptagelse fra aktionsgruppen. Først slår de døren ind med en sort rambuk, intet at bemærke. Kameraet følger tæt bag to betjente gennem en smal gang. Den ene betjent åbner en dør på venstre side, den anden stormer frem og skyder gentagende gange. Kamerabæreren går forbi uden at se ind i rummet og stiller sig klar ved første dør på højre hånd. En kollega åbner døren, tre mennesker sidder på knæ med hænderne over hovederne og kamerabærerens fuldautomatiske gevær skyder sine mål. Simon laver en notits på tidslinjen i redigeringsprogrammet. Han spoler tilbage og sikrer sig, at der ikke var noget at ændre ved de første skud. Så lader han videoen fortsætte. Ser igen nedskydningen af de tre ubevæbnede personer. Ser deres slidte T-shirts med bandlogoer og politiske budskaber. Ser deres frisurer. Den ene har dreadlocks, den anden en doven hanekam og den sidste er kronraget. De taler lige ind i regeringens fjendebillede. Udover at de er ubevæbnede. Men det skal Simon nok få lavet om på.

Han ser videoen færdig. I alt viser den tolv mennesker blive skudt. De fleste med hænderne over hovedet. Et par stykker sover ind i døden på beskidte madrasser. En enkelt sidder på toilettet, da han bliver overrasket af betjenten og tre skud i brystet.

Første gang de brugte Simon, havde de allerede lækket en video med fabrikeret bevismateriale. Videoen viste en lejlighed, hvor fem samfundsfjender var blevet likvideret. Videoen havde vist fem mennesker ligge, som de var faldet, men der var placeret håndvåben ved deres hænder. To pistoler, to knive og sågar en uzi. Simon blev hyret til at redigere aktionsvideoen, så den passede med den bevidst lækkede video, hvilket var en næsten uoverkommelig opgave. De fleste våben lå fuldstændigt usandsynligt i forhold til, hvordan ofrene havde stået og faldet. Det havde taget Simon mere end to uger at lave en nogenlunde video, der kun fungerede med lidt god vilje og kraftigt nedsat lys. Simons arbejdsgivere havde været meget utilfredse med den brugte tid og den dårlige kvalitet. De havde kun betalt ham for halvdelen af hans timer, og Simon hørte ikke noget fra dem i lang tid. 

Men efter at politiet havde forsøgt sig med to kluntede videoer som beviser for nødvendigheden af deres metoder, havde de ringet til ham igen. Han havde forklaret dem endnu engang, at de måtte stoppe med at plante beviser, som han skulle arbejde rundt om. At det hele ville gå hurtigere, og kvaliteten ville blive bedre, hvis han fik en ren tavle. De havde hånligt bedt ham passe sit, så skulle de nok passe deres, men ikke desto mindre var de stoppet med deres praksis. 

Efter to døgn med i alt seks timers søvn, to pakker toast, tre pakker leverpostej, otte liter juice, to kilo småkager og kaffe nok til at fylde et badebassin, er Simon færdig. Han ser det endelige resultat for tredje gang uden at finde nogen fejl. De tre første, der blev skudt, har nu hver deres pistol. To af dem er i gang med at lade dem, den tredje sigter direkte på kameraet. Det er mest for dramatikken, for personen ville vel sigte længere nede. Staklen, der sad på lokum, er nu udrustet med et oversavet jagtgevær. Ingen har smarte eller dyre våben. Ingen uzier, guldpistoler eller andet fantasteri.

Han ser deres for længst døde blikke. Ser dem i øjnene i sekundet skuddene rammer. Nogle dør inden de rammer gulvet, andre ligger og vrider sig. Regeringen slår hårdt ned på samfundsundergravende virksomhed, det gentager de klart og tydeligt, gang på gang, hvilket omfatter alle former for organiseret regelbrud, modstand og falske nyheder. 

Simon smækker sig ind i lejligheden. Han kan mærke tomheden. Fraværet af liv. Katrine er på arbejde og kommer først hjem i aften.

Han lader sit fedtede tøj falde og går i bad for at vaske den sure sved og de mange timer i hangaren af sig. Ren og renset fra de sidste døgns begivenheder stavrer han nøgen ind i seng og falder omkuld.

Han vågner adskillige timer senere. Det er mørkt bag gardinet, og Katrine er ved at klæde sig af.

”Bare sov videre.” siger hun blidt og putter sig ind til ham.

Da han vågner igen, er det lyst, og Katrine er taget på arbejde. Puden dufter stadig af hendes balsam. Simon sætter sig op med benene ud over sengekanten og strækker sig uden at løfte armene.

Han går ud i køkkenet og sætter kaffe over. Han burde spise, han burde være sulten, men lige nu vil han bare have kaffe og ro, så må burde være burde.

Katrine har efterladt en seddel på køkkenbordet. Dejligt at have dig hjemme igen – vi ses i aften – kys kys –.

Simon føler sig patetisk over sedlens kærlige banalitet og dens uomgængelige opmuntrende virkning på ham. Vi ses i aften, min skat.

Det regner udenfor, da Simon træder ind gennem bibliotekets automatiske døre. Der er få overvågningskameraer herinde. De er opsat for at undgå hærværk, og Simon kan nemt undgå dem. Han sætter sig ved en computer og logger ind med en brugerprofil, han har opsnappet. Mens computerens sparsomme ram arbejder på at åbne proxysiden, trækker han armen ud af den fugtige jakke og lader den glide ned over stoleryggen. Nok er de offentlige computere fra forrige årti, men med få midler kan de være umulige at spores igennem. Simon åbner en mailkonto oprettet til dette ene formål. Journalisten fra Land og Folk har svaret. Simon havde haft svært ved at finde en journalist at række ud til. En med integritet, interesse og kapital. Hvis det her lykkes, skal han og Katrine forgyldes nok til, at de kan rejse væk. Langt væk, uden for NEU.

Journalisten har sendt et telefonnummer og påstår, at det er en sikker linje. Simon noterer det på et stykke papir og logger af. Han har efterladt sin telefon derhjemme for ikke at blive sporet, så han finder et snusket værtshus og låner husets telefon mod et ikke-refunderbart depositum på to hundrede kroner. Han aftaler at mødes med journalisten på en café i midtbyen om en halv time.

Simon kommer med bussen til Rådhuspladsen og spadserer ned til Studiestræde, som slår ham farvestrålende i møde. Da Folketinget vedtog loven om forbud mod traditionsnedbrydende propaganda kom regnbueflaget på listen over forbudte symboler. Butiksindehaverne i Studiestræde slog sig sammen og malede hver facade i en farve, så gaden udgjorde to parallelle regnbuer. Det fik stort postyr til følge, der dog hurtigt ebbede ud. En ting var censur, en anden den private ejendomsret. Den ville man ikke sådan uden videre knægte.

Simon svinger ind på den aftalte café og bestiller en cola, mens han venter. Han bladrer beværtningens bunke af formiddagsblade og månedsmagasiner til fri afbenyttelse igennem. Medier med en regeringsmodstridende agenda havde været fortid siden Dansk Sammenslutning kom til magten. Tre medier var oplagte som den mest udtalte opposition til de nye magthavere. Dagbladet Arbejderen, netmediet Konfront og et lille islamisk medie med tætte bånd til Hizb ut Tahrir. Arbejderen havde hurtigt skiftet kurs til en pragmatisk og socialdemokratisk linje. Folkene bag Konfront flygtede, røg i fængsel eller fik redigeret våben i hænderne på nogle af Simons videoer. Det islamiske medie led samme skæbne som alle andre danske muslimer. En skæbne som ingen rigtig var sikre på, og som ingen misundte. Land og Folk var genopstået som en reaktion på Dansk Sammenslutnings vedtagelse af unødvendigheden for genvalg. Men hvorfor Land og Folk havde fået lov til at bestå lå hen i det uvisse. Måske anså regeringen dem ikke som en trussel, måske havde de indset, at det havde visse fordele i forhold til befolkningens medgørlighed, når de havde en platform for brok og fantasier.

Klokken lyder, og en mand træder ind i caféen. Hans blik fejer rundt i lokalet, og Simon fanger det med et lille nik.

”Er du Marcos?”

”Ja.” svarer Simon, og manden tager plads.

”Hvad har du til mig?”

”Kan vi gå en tur?” Simon ser sig mistroisk omkring.

To tomme gader borte giver Simon efter og fortæller i korte vendinger om sit bierhverv. Manden nikker bare undervejs, som om der intet nyt er i det.

”Du løber en stor risiko ved at fortælle mig det her. Men jeg går ikke ud fra, at du har haft mulighed for at smugle beviser ud fra dine opgaver? Vi kunne godt bruge dig som anonym kilde, men vi kan ikke bevise noget. Det vil være dit ord mod deres, og vi kan ikke betale så mange penge, som du kræver, for så lidt. Beklager.”

”Men jeg kan bevise det.”

”Ja?”

”Ja! Jeg har lagt et mærke i skyggerne. Et tegn som kun ses hvis man ved hvor og indstiller kontrast og lys, så det udelukkende er de mørkeste elementer der forbliver synlige.” Simon finder tre print frem fra inderlommen. Det ene viser ryggen af en politibetjent i normal opløsning, på det næste er kampdragten opløst i sort og hvid silhuet, på det sidste er der kun lidt sorte pixels i det ene hjørne og så tydeligt ordene: fake news, der hvor betjentens ryg havde været.

Journalisten rynker panden. 

”Du kan selv verificere autenciteten. Det er i videoen fra 28. april sidste år, omkring to minutter inde. Jeg har gjort det i alle videoerne, på nær de første to. Men det vil tage jer meget lang tid at finde vandmærkerne, som jeg kalder dem, hvis I ikke ved, hvor I skal lede.”

”Javel ja,” journalisten ser alvorlig ud. ”Javel ja. Okay. Du får pengene, selvfølgelig gør du det. Lige så snart vi har sikret os, at det, du viser mig her, er sandt. Lad os mødes på caféen igen i morgen klokken 12. Ok? Så udveksler vi, og du får en uge, før vi offentliggør materialet. Ok?”

Simon nikker og giver journalisten hånden. Med surrealt letsind vender han sig og går.

Han stiger af bussen få minutters gang fra sit hjem. Katrine har fået fri og er sikkert i gang med aftensmaden. Han har lyst til at fejre det. Tage ud og spise. Nyde byen inden de forlader landet permanent. Eller indtil Dansk Sammenslutning bliver væltet. Måske vil han kunne vende tilbage på et tidspunkt og blive modtaget som en helt? Om mange år. Hvor mange år skal der gå, før NEU kollapser? Hvis det kollapser. Måske er det den stabile formel, der kan holde evigt, som de selv påstår. Systemet i overensstemmelse med menneskets natur. International nationalisme. Det gamle EU var deres fælles fjende. Da unionen var faldet, og den kulturkonservative bølge havde lagt sig, og græsset havde vist sig mindre grønt på den anden side, havde man indset nødvendigheden for en sammenslutning mellem ligesindede, for at modstå presset fra syd, øst og vest. NeoEU eller NeoNational Europæisk Union, mange navne, samme betydning.

Han går indenom supermarkedet. På avisernes spisesedler er der billeder, som Simon har redigeret. Politiet frigiver video efter pres fra befolkningen, står der på den ene. Se ordensmagten rydde op, står der på den anden. 

Simon blander en pose nødder. Et af de populistiske tiltag, Dansk Sammenslutning var gået til valg på, var den forhøjede nøddeafgift, selvom den for længst var blevet afskaffet på daværende tidspunkt, så de det som deres flagskib mod det dekadente samfundssind, der herskede i Danevang. Nødder er sunde og smager godt, det er dansk, og det er dejligt! De endte med at erklære nødder for en folkeret og var nødsaget til at give tilskud til danske nøddeproducenter for at få prisen yderligere ned. Nødder, gris og kartofler blev deres fødevaretreenighed. Det er mere end ti år siden. 

Simon finder en anstændig flaske Chardonnay og en suveræn Barolo på supermarkedets vinhylder.  Nær kassen smider han en pose Matador Mix og en æske Skildpadder i kurven. Nu skulle der være nok til en hyggelig aften.

Ude  på fortovet er skumringen på hæld, og aftenluften føles frisk. Føles som frihed.

Simon tager trappen i to trin ad gangen, låser sig ind og dufter stegeosen i entréen. Der er liv i luften, og han kan mærke Katrines tilstedeværelse. Det føles som måneder siden, han så hende sidst. Utroligt at hun stadig kan vække de gamle sommerfugle til live. Han smider sko og jakke, før han går ud i køkkenet. Der er tomt og slukket for blusset under gryderne.

”Katrine?”

Afkølet damp fra hendes bad er blevet til dug på badeværelsesfliserne og render ned ad spejlet som tårer. Simon kigger ind i stuen. Der er også tomt. 

Han tøver før han  kigger ind i soveværelset. Katrine ligger på sengen med et sort kys i panden, og en blodblomst har udfoldet sig på sengegavlen med enkelte kronblade om sorte huller på dynen over hendes bryst. Alt står stille. Han trækker ikke vejret. Tid bliver fast som var verden i epoxy resin. Simon overvejer at stikke af. Løbe. Afsted på strømpesokker. Ud over altanen da opgangen ikke er sikker. Tage chancen for en sikker landing. Løbe og løbe.

Han hører gulvet knirke bag sig, men når ikke at vende sig om.

Om forfatteren

Karsten Brandt-Knudsen er født i 1983 og opvokset i Korsør, men har haft bopæl mange steder på Sjælland. Han skriver hovedsageligt inden for horror og science fiction, men tager også afstikkere til fantasy fra tid til anden. Hans debutroman udkommer primo 2021 hos forlaget Enter Darkness, men indtil da kan man dykke ned i hans noveller.
Følg Karsten på Facebook her eller på Instagram her, hvor der også drysser en tegning af i ny og næ.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.