Magisk realisme,  Noveller

Et rigtigt menneske

af Kristina Parkov

Ved vores første konsultation kommer han fejende ind ad døren med lange skridt. Som om han ejer lokalet. Han er iført en lang sort trenchcoat, der flagrer efter ham som en hale, og han dufter kraftigt af parfume. Den er krydret og alt for skarp. Den kilder mine næsebor og får mig til at nyse. Han siger gesundheit og kigger afventende på mig. 

Da han præsenterer sig selv, er det svært for mig at holde masken. Han holder sin ene arm bag ryggen og bukker let foran mig. Det gør mig usikker. Det virker, som om han gør grin med mig. Han bevæger sig kunstigt. Som en dukke. 

”Hej, doktor”, siger han med et upassende stort smil og kigger på skiltet på mit skrivebord, hvor der står ’H Anderson, Psykiater’. Titlen føles pludselig prangende og pinlig. 

Jeg retter mig op i stolen og siger Goddag med en stemme, der lyder anderledes end min normale stemme. Jeg har det alt for varmt. Jeg har brugt hele dagen på at lede efter en gave til min kæreste, der fylder otteogfyrre. Den kedelige vase, der står indpakket på mit skrivebord i grimt gråt papir giver mig dårlig samvittighed. 

”Jeg vil meget gerne ned og ligge”, siger han og så peger han hen på min briks, som om den er en forlystelse.

I lang tid ligger han bare og griner. 

Der er noget uhyggeligt over hans latter. Noget trist og vredt. Som om han vil af med sin latter snarere end dele ud af den. Jeg lader ham grine færdig. Så siger han:

”Jeg lider af fantomsmerter, doktor.”

Og holder op med at grine.

Jeg siger, at han ikke behøver at kalde mig doktor. 

Jeg spørger:

”Hvilken del af dig selv mangler du?”

Da sender han mig det mest hjerteskærende blik, jeg nogensinde har modtaget for penge. Jeg vrider mig i stolen, det gør næsten fysisk ondt.

”Det kommer jeg til”, svarer han bare og lægger sig om på ryggen med hænderne under nakken.

Jeg beslutter at kalde ham for Morfeus. 

Det er som om det passer godt til ham.  

Han er næsten fyrre og han kan ikke holde det ud. At være så gammel. Det er der ikke noget sjovt ved, siger han flere gange.

”Jeg havde aldrig troet, at det ville ske for mig – det her med at blive gammel”, siger han. ”Nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne standse tiden.”

Jeg beder min assistent Linda om at komme ind med to glas danskvand, og da hun kommer ind, er der både danskvand og en lille skål med vingummi med på bakken. Det er et trick jeg kan. Det er en positiv overraskelse at få mere end man forventer. Og det får patienterne til at føle, at det er en helt almindelig hverdagsting at komme hos mig. Næsten som at være på café med en ven. Linda er klædt i en hvid knælang nederdel og har en hvid skjorte på. Hun har nøddebrunt krøllet hår og smiler, så man kan se hendes smilehuller. Om hende står en diskret duft af jasmin. Alligevel rører Morfeus ikke glasset.

Jeg spørger ham, hvordan han ser sig selv. Om han måske ser sig selv som én, der er udenfor. Èn der lider af et handicap.

”Det er der nok nogle, der vil kalde det.”

”Altså din alder?”

”Nej, ikke kun. Nogle gange er det også som om min ene arm ikke vil, som jeg vil.”

”Hvordan?”

”Den ligesom knirker.”

”Aha.”

Tavshed igen. 

Jeg drikker danskvand og kigger på mit armbåndsur. 

Morfeus skæver til skålen med vingummi. 

”Jeg skal da ikke gå endnu?”

”Slet ikke. Vi har god tid.”

Der er gået et kvarter.

”Jeg begyndte at få en mærkelig følelse, da jeg var omkring fjorten år gammel.”

”Hvordan mærkelig?”

Han sætter sig op på briksen, og da jeg sætter hånden under hagen, gør han det samme. Han efterligner mine bevægelser som et levende spejl. 

”Jeg begyndte at få en følelse af, at hele min tilværelse var et tyndt lag film.”

”Film?”

Jeg må have spærret øjnene op, for han gør det samme. Jeg bliver næsten rørt, selvom jeg egentlig ikke må føle noget for mine patienter. 

”Ja, film. Det ligger hen over mig og beskytter mig mod virkeligheden. Men en gang imellem går der hul i den tynde film, og så vælter stumper af virkeligheden ind over mig, så jeg bliver fedtet ind i den.”

”Ser man det. Javel.”

”Jeg skal da ikke gå endnu?”

”Vi har god tid. Fortæl mig, hvordan det kom til udtryk?” 

”Hvordan det med filmen kom til udtryk?”

”Ja.”

”På de mest snigende måder”, siger han og sender mig det hjerteskærende blik igen.

Jeg forsøger at lyde som en ekspert, som jeg jo egentlig også er. 

”Har du en snurren eller kløen i den del af din krop, der mangler?”

Han ler højt.

”Hvordan kan man snurre på et sted, man mangler?”

”Det kan man, hvis man har fantomsmerter,” siger jeg og prøver at se bort fra, at han griner af mig. Jeg er ikke vant til at mine patienter griner af mig, de plejer at forvente at jeg redder dem fra et eller andet. Som regel deres tilværelse. 

”Og jeg kan stadig ikke gætte, hvad det er for en kropsdel du mangler.”

”Hvad er din pointe, doktor?”

”Det er bare pudsigt, at du siger, at du har fantomsmerter? Og du behøver ikke kalde mig doktor.”

”Ja, men det er også en pudsig del af mig, der mangler.”

Så laver han en bevægelse med sin ene arm, der får mig til at tænke på en lille mekanisk hund, jeg havde som barn. En collie med en skinnende brun og hvid pels. Den smilede altid til mig og den skøjtede hen ad gulvet, når batterierne var nye. Når de trængte til at blive skiftet ud, slæbte hunden sig hen ad gulvet med en uhyggelig lyd og en bevægelse, der afslørede dens lyserøde tunge som det den i virkeligheden var. Et stykke dødt stof. Mindet om hunden gør mig blød indeni. Den lystrede altid.  

Resten af konsultationen taler han om ikke at være et rigtigt menneske, og om jeg kan hjælpe ham med at blive det. Især er han træt af sine stive, knirkende bevægelser og sin tendens til at imitere andre. Jeg lover at gøre mit bedste. Da han er gået, sidder jeg og kigger på den indpakkede vase og undrer mig over, hvordan og hvornår jeg er blevet så fantasiløs.  

Tredje gang jeg ser Morfeus, er der noget forandret ved ham. 

Først tænker jeg, at han er fuld, men så går det op for mig, at han er nervøs. Han bruger flere minutter på at hænge sin jakke på knagerækken, fordi hans hænder ryster. Jakken ryger på gulvet flere gange, og han bander hver gang. Det er, som om han foretager den samme bevægelse igen og igen, det minder mig igen om den mekaniske collie, jeg havde engang. Han har en lille taske med, som han placerer ovre ved væggen.

“Til senere”, siger han gådefuldt, og jeg tænker, at det nok er chokolade.

Så spørger han, om han kan stole på mig. 

“Selvfølgelig”, siger jeg.

“Det skal du jo sige”.

“Ja”, indrømmer jeg.

Han slår håndfladerne sammen og griner igen højt.

“Du er sjov, doktor.” 

Jeg siger, at han skal holde op med at kalde mig doktor. 

Jeg beder ham sidde ned, og han cirkler om briksen i lang tid, som om han tager tilløb. Så nærmest springer han op på den og lægger sig til rette i sin sædvanlige stilling med hænderne under nakken.

Jeg spørger, om der er noget, han vil fortælle. 

Han smiler hemmelighedsfuldt og laver en bevægelse med nakken, som om der er noget, der først skal trækkes op. 

”Hvad havde du i tankerne?” spørger han grinende.

”For eksempel hvad du har med til mig i tasken?”

Han griner igen. Han griner altid af mig. 

”Jeg vil da ikke ødelægge overraskelsen.”

”Hvorfor skal jeg have gaver?”

”Sagde du ikke, at du manglede en fødselsdagsgave til din kæreste?”

Jeg kigger ned i mit skrivebord og prøver at komme i tanker om, hvornår jeg har fortalt ham, at jeg har en kæreste.

”Jo, men…”

Han griner igen, jeg vifter en flue væk, der summer om mit ansigt. 

”Du må lære at slappe lidt af, doktor. Nogle gange løser tingene sig af sig selv. Man behøver ikke altid arbejde så hårdt for dem.”

Jeg læner mig tilbage i stolen og sukker opgivende.

”Det kan der være noget om,” indrømmer jeg og han blinker til mig.

Pludselig har han travlt med at komme afsted.

”Men vi er jo slet ikke færdige? Der er stadig 45 minutter tilbage?”

Jeg kan godt selv høre, hvor skuffet jeg lyder, og jeg skynder mig at tilføje:

”Vil du ikke have hele konsultationen med, nu du har betalt for den?”

”Jeg er nødt til at gå,” siger han bare.

Han tager sin sorte trenchcoat på og undskylder flere gange med en mærkelig monoton stemme, der lyder som en indspilning.

”Men vil du have en ny tid i denne uge?” spørger jeg, og ved allerede hvem jeg vil aflyse med for at gøre plads til Morfeus.  

”Det må jeg lige se an,” siger han bare.

Jeg rejser mig og følger ham ud, og lige inden han går, siger jeg, at hvis han overvejer at springe fra behandlingen vil jeg gøre opmærksom på, at det kan være farligt. I hans tilstand. Jeg ved godt, at jeg overdriver, men jeg vil så gerne se ham igen. Jeg ved ikke hvorfor. 

Jeg læner mig ind mod ham og siger med dæmpet stemme:

”Hvis det er, så vil jeg gerne udskrive nogle piller til dig.”

Han nikker og ser på mig på en måde, der får mig til at føle mig blottet. 

”Så du tror, at piller er lykken, doktor?”

Hans blå øjne skærer i mig.

”Nej, absolut ikke. Men de kan nogle gange være nødvendige.”

Han griner. Han griner altid af mig.

”Den er fin. Jeg ringer, hvis jeg vil have en ny tid.”

”Hvad mener du med hvis?”

Men han er allerede gået. Først da opdager jeg, at han ikke har taget sin taske med. Den står stadig op ad væggen og er blank og sort. 

Jeg aflyser alle aftaler den dag, fordi jeg vil sikre mig, at der ikke kommer nogen ind, mens jeg åbner tasken. Jeg ved, at jeg er nødt til at være på vagt. Morfeus bærer på noget tungt, men det er aldrig lykkedes mig at finde ud af hvad, og det sårer min faglige stolthed.  

Jeg placerer tasken på mit skrivebord, og sidder og kigger på den i en halv times tid. Den dufter af læder. Jeg sætter næsen mod den, jeg sætter endda øret mod den. Men der er ingen vej udenom. Jeg er nødt til at åbne den. Langsomt lyner jeg den op. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer. Nærmest alting. Så stikker jeg forsigtigt hånden ned i taskens dyb og mærker noget skarpt og firkantet. Den føles let i min hånd. Jeg trækker en lille blå æske op af tasken, sætter den på bordet og venter. Da der ikke sker noget, hvisker jeg Er der nogen?

Det føles ikke som en mærkelig ting at gøre.

Og den blå æske begynder at pulsere og banke. Hvert andet sekund trækker den sig sammen. Som en muskel. Et blåt og levende hjerte. Den banker hurtigere og hurtigere og det lille låg på toppen begynder at løsne sig. Lyden er så voldsom, at Linda banker på døren, og spørger om alt er ok. 

Til sidst springer låget af. Jeg kigger ned, ikke bange, bare nysgerrig. Der ligger en lillebitte lyshåret mand på omkring de fyrre nede i æsken. Da han ser mit store ansigt kigge ned på ham, bliver han ikke bange, selvom det må virke gigantisk for ham. 

”Er det dig?” spørger jeg forsigtigt.

”Ja, det er mig,” siger han bare. 

Og det er virkelig ham.

Han har den sorte trenchcoat på. Parfumen stadig krydret og alt for kraftig. 

”Men hvordan er det muligt?”

Han rejser sig og stirrer mig lige ind i øjnene med sit blå blik. Så ler han højt og lægger sig dovent ned igen. Han er tydeligvis godt tilpas i sin æske. 

”Det må du forklare. Det er dig, der er psykiateren, ikke?”

”Men det her er ikke et område, jeg kender til.”

Han gaber.

”Måske ikke. Men du ved, hvordan jeg hader tanken om at blive gammel. Måske er det slet ikke nødvendigt. Vel?”

Måske er det der, jeg får idéen. 

Linda banker igen på min dør og spørger, om patienten stadig er inde hos mig. Jeg har lige set ham gå, siger hun og lyder forvirret. Jeg skynder mig at lægge låget på æsken.

Morfeus griner og vinker til mig indtil låget adskiller os. 

Da jeg kommer hjem, graver jeg den blå æske ned i haven under æbletræet. Snart lykkes det mig at glemme alt om den. Min kæreste mærker forandringen i mig, hun driller mig og siger, at jeg er blevet så dejligt afslappet og lattermild. Jeg kan slet ikke kende dig, ler hun, og jeg forstår ikke hvorfor alle pludselig er begyndt at grine af mig. Men jeg er ligeglad. Jeg arbejder ikke så hårdt mere, jeg lader mere tingene komme til mig. 

Det er overraskende, hvor meget tingene kommer til mig, når jeg intet gør for dem. 

Min kæreste har aldrig hørt om æsken, men hun er bare glad og lettet, fordi jeg er blevet så blød og nem. Jeg har aldrig set hendes øjne stråle så meget. I vores vindueskarm sidder den lille voksfigur, jeg forærede hende til hendes otteogfyrre-års fødselsdag, og som hun er gået hen og blevet så glad for. En lille lyshåret mand på omkring de fyrre i en sort trenchcoat og med flotte blå øjne. Da hun fik ham, talte hun i timevis om hvor livagtig, han så ud. Vi har aldrig fået børn, måske er det derfor, hun er blevet så glad for ham.  

”Som et rigtigt lille menneske,” ler hun, og jeg må give hende ret og begynder også selv at grine. Han ligner virkelig et rigtigt lille menneske.

Om forfatteren

Kristina Parkov har gået på Skrivekunst-studiet på Syddansk Universitet og har desuden en baggrund i journalistik og kommunikation. Hun arbejder på en novellesamling og har fået et digt og en novelle udgivet i det litterære tidsskrift uDkAnt. Du kan læse mere og følge med hos Kristina her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.