Spekulativ fiktion, Genredefinition – HVEM definerer genrer?
Fantasy, high-fantasy, science fiction, magisk realisme, eventyr, horror, terror, gyser, dystopisk, utopisk, postapokalyptisk, klimafiktion…
Kært barn har mange navne, spekulativ fiktion har mange genrer.
Spekulativ fiktion er fantastisk. Den er spekulativ. Den underholder. Den er spektakulær. Den er mere relevant end nogensinde og den tænker i nye baner. Den stiller spørgsmål til fremtiden, og bruger fortidens erfaringer. Hvad kan ske, hvis vi forsætter? Hvordan kunne fremtiden blive? Hvordan ville verden se ud hvis man skruede op for nogle værdier og ned for andre? Og hvad med magi?
I Forlaget Futurum arbejder vi med spekulativ fiktion. Men som mange andre koncepter er genredefinitioner flydende, og der findes utallige meninger om definitionen af genren, som måske nærmere kan betegnes som et paraplybegreb. Vi har valgt at bruge begrebet i dets bredeste forstand, og derfor har vi lavet følgende definition, der beskriver vores brug af begrebet:
Spekulativ fiktion er litteratur, der bryder med hverdagens grænseland. Den bearbejder måske nutidens problemer, dilemmaer og tematikker, men tænker i nye baner og inkluderer mindst ét aspekt, der gør den fantastisk, drømmende, magisk eller utrolig. Under vores definition tilhører derfor også alle de genrer, som man kunne beskrive som science fiction, fantasy, dystopisk, postapokalyptisk, utopisk og meget mere.
Canadiske forfatter Margaret Atwood er flittig bruger af begrebet og har beskrevet det således:
Speculative fiction may be used as the tree, for which science fiction, science fiction fantasy, and fantasy are the branches. The beast has at least nine heads, and the ability to eat all other fictional forms in sight, and to turn them into its own substance.
Atwood, Margaret: The Handmaid’s Tale and Oryx and Crake “In Context”, side 513
Dén definition er vi ret vilde med! Dog bruger Atwood selv begrebet på en lidt anderledes måde. For hende er spekulativ fiktion nærmere noget der er funderet i virkeligheden, hvor en tænkt verden opstår ud af den faktiske, og hvor handlingen i og for sig kunne finde sted, sådan som vi blandt andet ser det i The Handmaid’s Tale. Science-fiction er for hende nærmere det, der ikke kan ske, eller i hvert fald ikke kunne ske på det tidspunkt hvor værket blev til.
Vi holder os til monsteret med de ni hoveder, og tager fat i alt hvad der er magisk, alt hvad der skubber til virkeligheden, og alt hvad der handler om fremtiden.
Vi ses når grise kan flyve!