Far vel

af Barbara Beatrice Davidsen

Gulvplankerne knirker under mine Oxfords, idet jeg træder indenfor. Jeg kommer straks i karambolage med de mindst hundrede drømmefangere, der hænger fra loftet og må vifte fjer og perler til siden, før jeg kan få et overblik over rummet. Min tilstedeværelse sætter gang i støvpartiklerne, der bevæger sig i gyldne hvirvler gennem luften. Jeg lader blikket glide over rummet. Det hviler kortvarigt på de orientalske tæpper, på figurerne, der står linet op i vindueskarmene, før det lander på mahognibordet i midten af rummet. På bordet står en spåkugle – én af dem, du køber i en billig forretning, der højst holder et år, før en forbindelse bliver løs. Fra hvor jeg står, kan jeg ane tænd-sluk knappen på siden, og mine skuldre falder lidt sammen. Der ligger en vifte af tarotkort, på størrelse med mine hænder spredt over bordet. På et lille træskilt, står der; Madame, medium, heks. Ved siden af skiltet står et lille, indrammet broderi med teksten: Vi er alle gale her, omgivet af små broderede tekopper. Jeg skærer tænder. Hvorfor lod jeg Maria overtale mig til at komme her? På mandag tager jeg selv kontorets gode kop, med firmaets logo. Så kan Maria få kruset fra supermarkedet med teksten: Smil, Smiger, Sagsøg. 

”Velkommen, Adam.” Det giver et sæt i mig, for jeg har ikke opdaget kvinden, der står i hjørnet. ”Du er yngre end de fleste,” siger hun med en sprød stemme. Jeg nikker sammenbidt, mens jeg overvejer, hvordan jeg slipper væk herfra hurtigst muligt uden at være alt for uhøflig. Kvinden – Madame lægger armene over kors og klikker sine negle mod armbåndene, der glimter gyldent mod hendes fregnede hud. Tyve minutter, beslutter jeg mig for. Derefter er jeg skredet. Jeg går hen og tager plads ved bordet, hvor jeg trykker på knappen. Spåkuglen begynder straks at summe og bader mig i et blegt, kunstigt lys. Jeg sukker, mens jeg stirrer ind i den virtuelle tåge. Det må være mig, der har en løs forbindelse, siden jeg overhovedet overvejede det her. 

”Hvad laver du?” spørger Madame fra hjørnet.      

Jeg ser på spåkuglen foran mig. På tarotkortene og navneskiltet. 

”Jeg …” begynder jeg.

”Kom med,” afbryder Madame. Hun skrår tværs over rummet og slæber et duftspor af urter og blomster efter sig. Silkeskørterne flagrer omkring hendes lægge, og armbåndene klirrer. Hun standser ved en dør overfor indgangen, halvt skjult bag et forhæng, som hun trækker til siden. Hun ser afventende på mig.

”Hvad venter du på? Det er der, jeg plejer at sætte børnene.” Hendes mørkerøde læber deler sig i et smil. ”Men det er måske, hvor du ønsker at være?”

Først nu går det op for mig, at stolen, jeg sidder på, er fyldt med tuschstreger og glimmer. Jeg mumler lavmælt og rejser mig. Mens jeg går over til Madame, forsøger jeg forgæves at børste glimmeret af mit jakkesæt. Da jeg når hen til hende, flytter hun ikke hånden, så jeg kan komme gennem døren. I stedet ser hun på mig med sine smaragdgrønne øjne. 

”Hvornår så du første gang Oliver nøgen?” spørger hun. 

Jeg snapper efter vejret og træder et skridt tilbage, mens jeg stirrer på Madame, der gengælder mit blik med stoisk ro. 

”Hvis jeg skal hjælpe dig med at finde din kæreste, bliver du nødt til at svare på personlige spørgsmål. Er du parat til det?”

Vi stirrer på hinanden i flere lange sekunder, i en klassisk western standoff, før jeg svarer:

”På vores første date. For to år siden. Han gjorde grin med mine tights.”  

Madames smil bliver bredere. ”Ned i kaninhullet med dig.”

¨*¨

Jeg træder ud i orangeriet, ind i et duftorgie af blomster og urter. Det er som at se ind i en jungle. Luften er lun som en sommeraften og fyldt med dyrelyde og raslende blade. I midten af orangeriet, står et bord dækket med blondedug, lyserødt stel og en rygende tekande. Madame sætter kurs mod bordet og gestikulerer til mig, at jeg skal følge med. Jeg bliver stående ved indgangen med løftede øjenbryn.

”Hvad er det her?” spørger jeg.

”Et teselskab.”

”Men hvorfor?”

”At drikke te er den eneste beskæftigelse, der foregår i stedet mellem de to verdener.” Madame peger på en ledig stol. ”Sæt dig.”

Jeg tøver endnu et øjeblik, før jeg gør, som hun siger og tager plads i en af havestolene. På bordet bugner fade med fingermadder og kager i alverdens farver. En tung duft af sukker og urter hænger i luften, og jeg må anstrenge mig for ikke at rynke på næsen. 

”Glæd dig til at smage mine muffins,” siger Madame. ”De er dejligt svampede.” 

Jeg undlader at kommentere, at svampet ikke er en admirabel kvalitet i mad, og da slet ikke i kager. Jeg skal til at sige, at jeg allerede har spist, da jeg mærker noget sno sig om min ankel. Jeg ser ned og opdager, at en slyngplante har viklet sig omkring mit ben og er på vej op ad min læg. 

”Øh…” begynder jeg. 

”Tag dig ikke af Frejdig,” siger Madame. ”Hun er lige blevet gammel nok til at bestøve, og det er alt, hun tænker på.” 

Jeg stirrer på planten, der med vuggende, dansende bevægelser vokser omkring mig og fylder mit syn med gule blomster. 

”Hun forstår desværre ikke en hentydning,” sukker Madame. ”Det er godt, hun ikke er menneske, så var hun buret inde for længst.”

”Kan vi ikke flytte den,” spørger jeg og vifter en gren væk, der er på vej op i mit næsebor. 

”Frejdig kan ikke sammen med de andre planter,” siger Madame. ”Hun er for nærgående.” 

Jeg trækker min skjorte ned, hvor en vildfaren gren er på vej op langs mit maveskind, og opdager en gul pollen plet på det hvide stof. 

”Hey,” udbryder jeg. 

”Frejdig,” skænder Madame. ”Jeg ved godt, han har flot hår, men der er grænser.”

Planten falder til ro omkring mig, men den bliver liggende ved mine fødder og knirker lavt som et spindende kæledyr.   

”Jeg beklager Frejdigs opførsel,” siger Madame og sender endnu et fast blik mod planten. ”Hun er ikke så vant til unge, friske kunder.”  

Jeg forsøger at børste den gule plet af skjorten, men den bliver bare tværet endnu mere ud. Jeg giver op med et fnys. På vej hjem, bliver jeg nødt til at stoppe ved renseriet. Jeg sender et hårdt blik mod planten på gulvet. Jeg har ikke forstand på planter – er født og opvokset i byen og har aldrig haft en skovl i hånden. Men jeg ved, at der findes mange underlige ting, hvis man færdes dybt nok ind i junglen. Jeg så en dokumentar sammen med Oliver engang, hvor der var både kødædende planter og pruttende blomster. Men det her virker nu alligevel langt ude.  

Madame rømmer sig, og jeg vender blikket tilbage mod hende. Hendes ansigt sløres af den dampende te, men de grønne øjne stikker skarpt gennem tågen. Hun sætter albuerne i bordet og folder fingrene foran ansigtet. 

”Før vi går i gang,” siger hun, ”må du forstå, at dit tilfælde på ingen måde er unikt. Langt de færreste får dét farvel, de ønsker, når en af deres kære dør. Det er altid; Benny ræk mig lige hostesaften, eller; ad, morfar kan du ikke advare mig, før du slår en prut?” 

”Virkelig?” Jeg løfter et øjenbryn. ”Altid?” 

”Du ved, hvad jeg mener,” siger Madame. ”Døden er ikke røde roser og vink fra kajen, idet skibet sejler bort. Og skællet mellem liv og død er ikke bare sådan til at krydse.” 

Jeg slår ud med hænderne. ”Mine sidste ord til Oliver handlede ikke om, at han havde vendt sin T-shirt på vrangen. At han altid lavede kaffen for stærk. Eller, at han konsekvent kaldte min mor for Mia, selvom hun hedder Maria.” Min stemme skælver, idet jeg fortsætter. ”Mine sidste ord til Oliver var, at jeg ikke kunne udstå ham.” Jeg lukker øjnene og ser ham for mig med røde plamager i ansigtet. De mørke øjenbryn rynker sig, idet jeg siger ordene. Vi står med sofabordet imellem os, som har vi brug for møblet for ikke at fare i totterne på hinanden. Han græder – det gjorde han altid, når han var vred – og forlader lejligheden uden at møde mit blik. Jeg så ham ikke igen. Oliver faldt om i et lyskryds. Lægen fortalte mig senere, at han led af Marfans syndrom og døde af en aortadissektion. Jeg ved stadig ikke, hvad det betyder, og det er også ligegyldigt. Jeg slår øjnene op og møder Madames blik. ”Oliver er væk. Og mine sidste ord til ham var en løgn.”    

”Nuvel,” siger Madame. ”Det er en alvorlig sag.” Hun rækker ud efter den rygende tekande og gør mine til at fylde min kop. ”Lad os begynde.” 

”Jeg kan ikke lide te,” siger jeg og betragter den gustengrønne væske, der langsomt fylder min kop. At drikke te var mere Olivers ting. Jeg har altid syntes, at det svarer til at slikke en græsplæne. Olivers te duftede af pebermynte og kamille, og den friske duft fra Madames kande, får min hals til at snøre sig sammen. Igen rammer det mig, at Oliver er væk. Det ene øjeblik var han hos mig, det næste var han væk. Og jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde fortalt ham, at jeg elskede ham. Jeg skal aldrig mere vågne med Oliver ved min side, vores lange kroppe filtrede ind i hinanden. Synet af morgensolen, der kysser hans hud og viltre hår, findes kun i mine minder nu. Jeg stod aldrig op, før Oliver vågnede, men lå og talte fregnerne på hans hud, indtil han slog øjnene op og med en tyk stemme sagde mit navn. Det ligner mig ellers ikke at ligge og dovne den. Men morgenerne med Oliver foregik i vores egen boble, hvor andre regler gjaldt.  

”Du bliver nødt til at drikke teen,” siger Madame. ”Ellers bliver dæmonerne i dødsriget opmærksomme på, at vi forsøger at rejse gennem deres territorium.”

Hendes ord får mig til at se op. ”Dæmonerne?” 

”Desuden er det ikke almindelig te,” fortsætter Madame uanfægtet. ”Den er brygget på urter, der kun vokser i orangeriet, hvis rødder stikker ind i den næste verden. Teen skal beskytte og maskere os på vores rejse.”

”Beskytte os mod hvad?” spørger jeg med voksende uro.

”Det har jeg jo lige sagt,” siger hun. ”Dæmonerne begyndte at holde øje med os, så snart vi satte os til bords.”

”Fordi der er tekopper og urteafkog på bordet?”

Madame nikker. ”At drikke te er noget af det farligste, du kan foretage dig i denne verden. Det er de fleste ikke klar over.”

”Det er ingen klar over!”  

”Tænk ikke for meget over det,” siger Madame. ”Dæmonerne opdager det, hvis du opfører dig underligt.” Hun skubber et fad hen mod mig. ”Tag en kage. Og husk at smile. Ingen sidder og ryster i bukserne til et hyggeligt teselskab.”    

Jeg flytter utilpas på mig. Jeg ved stadig ikke, om jeg tror på alt det her. Men tanken om, at der sidder usynlige dødsdæmoner i luften og venter på, at vi hygger os, får mig til at føle, at jeg er tilbage ved en af de rædsomme familiemiddage hos Olivers familie. Jeg påtager mig det samme, stive smil, som da hans bedstemor sagde, at hun ønskede sig oldebørn. Det havde vi også skændtes om. Oliver ville gerne være far, men jeg argumenterede, at ingen af os havde overskuddet til en skrigende unge. Olivers tårer havde gjort mig endnu mere sikker på, at vi ikke var klar. Dengang troede jeg, at vi havde masser af tid. Jeg skubber mindet til side og rækker ud efter en lyserød muffin. Min krop spjætter, da et skarpt jag af smerten skyder gennem min finger. Min muffin flyver gennem luften og lander højt oppe i en palme. Jeg holder hånden ud fra mig og spiler øjnene op ved synet af væsenet, der dingler fra min finger, med tænderne sunket ned i huden: En lille gnom med gråbrun, rynket hud, gule øjne og flagermuseører. Den giver slip og lander på bordet foran mig, hvor den rækker armene i vejret.

”Bøh!” råber den. 

Et skrig undslipper mine læber, og jeg ramler til jorden, hvor jeg lander ovenpå Frejdig. Planten griber mig med en spindende knirken og blødgør mit fald.    

”Bøh!” skænder Madame. ”Jeg har sagt, at du skal blande dig udenom, når jeg holder seancer.”     

”Hv-a-a-d er de-e-t?” stammer jeg. 

Madame sukker. ”Bøh kom ved et uheld med mig tilbage engang, jeg skulle føre et gammelt ægtepar sammen.” Hun betragter gnomen med et irriteret blik. ”Seancen gik skævt. Begge parter var stokdøve, og samtalen trak ud. De talte alt for højt, og vi begyndte at tiltrække os opmærksomhed i dødsriget. Bøh var en særlig stærk dødsdæmon, der fik færten af os. Det var lige ved at gå helt galt, skal jeg sige dig.”

”En dødsdæmon?” gentager jeg og stirrer på den lille gnom. 

”Bøh,” siger væsenet. Dens stemme er noget midt imellem en gammel mands og et spædbarns og kommer højst sandsynligt til at hjemsøge mine mareridt i mange år fremover.   

”Åh bare rolig,” siger Madame og vifter med hånden. ”Dæmoner er harmløse på denne side af skællet. De er bare nogle ballademagere.” Hendes blik bliver mildere.” Og jeg er gået hen og er blevet ret glad for den lille filur. Selvom han elsker at forskrække mine kunder.” 

Harmløs er ikke ordet, jeg ville bruge om gnomen. Min finger har fået sit eget hjerteslag og dunker smertefuldt. Men på den anden side, bed den lille satan ikke fingeren af. Over mig knirker et blad, og jeg ser op, tidsnok til at vidne min lyserøde muffin, der glider fra palmebladet og lander på min brystkasse med et splat. Gnomen griner højt og peger på den lyserøde plet. 

”Det var en Armani,” siger jeg forfærdet. 

”Det er det velsagtens stadig,” bemærker Madame.

”Bøh!” siger gnomen og stikker sin bare rumpe ned i min tekop. Idet den synker ned i det varme tevand, udstøder dæmonen endnu et langt ’Bøøøøh…’. De runkne fødder stikker op over koppens guldkant, og gnomen vrikker med sine gule tånegle. 

”Sæt dig,” siger Madame. ”Vi har ikke hele dagen.”

”Jeg får brug for en ny kop,” mumler jeg. 

¨*¨

”Vidste du, at farvel er norrønt og stammer fra ’far’ og ’vel’, hvilket betyder: Gid det må gå dig godt,” siger Madame. ”Dets brug er fra en tid, hvor en rejse var lang og farefuld. Og man ikke var sikker på at se vedkommende igen.”

”Hvorfor fortæller du mig det?” spørger jeg. 

”Fordi, jeg vil sikre mig, at du er klar over, at dette ikke er et gensyn. Og det handler ikke om dig, men om at sende Oliver videre på sin rejse med ro i sjælen.”

”Det handler en lille smule om mig,” mukker jeg. 

”Kun en meget lille smule,” medgiver Madame. ”Du betaler regningen.”

”Bøh,” bøvser gnomen. 

Jeg skæver til væsenet, der ligger og flyder i min gamle tekop. Bobler kommer op til overfladen, idet dæmonen slår en prut. Jeg presser læberne sammen. Det her gør ingenting for at forbedre min smag for te. 

”Fokuser, Adam,” siger Madame. ”Dette er en mental rejse. Og du bliver nødt til at koncentrere dig. Ellers finder vi ham aldrig.” 

”Hvad skal jeg gøre?”

”Det er dig, som kender Oliver. Jeg er bare kaptajnen – algoritmen om du vil – der skal tegne ruten til ham. Vi kan ikke tage ud på vores rejse, før vi har et fyldestgørende kort.”

”Så du er ligesom Google Maps?”

”Stop med at trække tiden ud,” skænder hun. ”Tag min hånd.”  

Jeg gør som hun siger. Madames håndflade er blød, men neglene er skarpe. Hun tager en dyb indånding og lader øjnene glide halvt i. Realiteten af, hvad der skal til at ske, begynder at gå op for mig. Tanken om, at jeg kommer til at stå overfor Oliver igen, får min mave til at slå knuder. Vil jeg virkelig det? Oliver kunne aldrig vinde en diskussion med mig, for jeg havde altid styr på mine argumenter. Det var noget af det, som frustrerede ham mest ved vores forhold. Er der overhovedet noget, jeg kan sige nu, der kan gøre op for alle tårerne, fældet på min bekostning? 

”Fortæl mig om Oliver,” siger Madame. ”Hvad binder jer sammen? Start ved begyndelsen.”

Jeg tager en skælvende indånding og begynder at fortælle: ”Vi mødtes på en klub,” siger jeg. ”Han duftede af geranium og sved – og lidt af maling.” Jeg ser ham for mig, iført t-shirt og jeans, og smiler over mindet. ”Oppe ved baren så han akavet og sjusket ud,” fortsætter jeg. ”Som var han lige væltet ud af sengen og havde forvildet sig ind på klubben, blandt et hav af skjorter og jakkesæt. Men på dansegulvet bevægede han sig selvsikkert. Han var ligeglad med, hvordan han så ud. Han kunne bare godt lide at danse …”  

”Det er alt sammen meget romantisk,” afbryder Madame mig. ”Men det er et glansbillede.” 

”Hvad er?”

Madame sukker. ”Vi har en tendens til at placerede de afdøde på piedestaler. Men for at finde din kæreste, må vi også færdes gennem gyderne og smøgerne, de fedtede veje, der er henlagt i skygge.” 

Et nyt billede erstatter Oliver på dansegulvet: Oliver, der iført et blomstret forklæde, står over komfuret i vores hjem, mens han vipper med hoften og vender en plantebøf på panden. Aftenlyset giver hans viltre, brune hår et bronzeagtigt skær. Jeg betragter ham med et smil, mens han laver nogle små dansetrin med panden i hånden. Men han ser mig ikke. Først da jeg annoncerer, at min mor er på vej og beder ham tage en ren skjorte på, opdager Oliver, at jeg står bag ham. Han ser ned af sig selv og spørger, hvad der er galt med t-shirten, og jeg påpeger, at den er krøllet. Aftenlyset går fra gyldent til rødligt. 

”Jeg ved ikke, hvor jeg så skal begynde,” siger jeg.  

Madames ansigt lægger sig i eftertænksomme folder, ”I var kun sammen i to år. Måske kender du ham ikke godt nok til at finde ham,” siger hun. 

”Han var min kæreste. Vi boede sammen halvandet år.”

”De fleste, jeg hjælper, har haft et langt, nuanceret liv sammen – med op og nedture – og deres bånd er forseglet.” Hun løsner grebet i min hånd og slår blikket ned. ”Måske det var en fejl at byde dig på te. At give dig falsk håb.”  

”Nej.” Jeg strammer mit greb i Madames hånd. ”Oliver havde et trekantet ar på knæet fra en kælkeulykke, da han var fem. Han elskede noir-film. Han havde fregner på skuldrene og brystkassen. Og han kunne ikke stave til ’interessant’, selvom han brugte ordet, hver dag. Han …”

”Stop,” siger Madame. ”Du forstår ikke, hvad …”

”Jeg elskede ham ikke som han fortjente,” udbryder jeg så højt, at dæmonen kommer med et forskrækket ’bøh’. ”Jeg prioriterede små, ubetydelige ting over ham, fordi jeg vidste, at vi hørte sammen. At jeg havde et helt liv sammen med ham til at forbedre mig.” Min hals snører sig sammen, men jeg tvinger ordene ud. ”Jeg blev doven og led. Jeg tog ham for givet. Og nu er det for sent.” 

Madame smiler ”Min kære dreng,” siger hun og strammer selv grebet i mig. ”Kan du ikke se, hvad det er, du gør? Du sætter din afdøde kæreste op på en piedestal og kaster dig selv i sølet. Du øger afstanden mellem jer.” 

”Jeg havde tålmodighed med nogle ting,” hulker jeg. ”Regnestykker, systemer og paragraffer. Men ikke med det, som virkelig betød noget. Jeg havde ikke tålmodighed med Oliver.” 

”Din kæreste var ikke et regnestykke,” irettesætter Madame. ”Oliver var et levende, kompliceret menneske, der ikke kunne sættes ind i et Excel ark.” 

Uden at slippe min hånd rejser Madame sig og kommer over på min side af bordet, hvor hun sætter sig ved siden af mig. Jeg slår blikket ned og fokuserer på vores hænder, mens jeg indånder hendes urteagtige duft.   

”Ved du, hvad jeg tror?” Madame læner sig frem og fanger mit blik. Hendes smaragdøjne leder mine tanker hen på et fyrtårn, og jeg kan ikke se væk.

”Nej?” snøfter jeg. 

”Jeg tror, jeres bånd er stærkt nok til, at vi kan finde ham,” siger hun. 

”Virkelig?”

Madame nikker. ”Men du bliver nødt til at give slip.” 

Jeg skæver til vores hænder, hvor mine knoer er helt hvide mod hendes fregnede hud. Madame smiler bifaldende, idet jeg løsner mit krampagtige greb en smule.

”Hvad nu?” spørger jeg med ru stemme. 

”Vi har tiltrukket os nok opmærksomhed for nu,” siger Madame. ”Lad os gå en tur.”   

¨*¨

Vi går, side om side, langs de små stier i orangeriet. Stedet er større, end jeg først antog. Man kan hverken se drivhusets vægge eller himlen over os for alle planterne. Bøh sidder på min skulder og svinger sine gule tånegle ind og ud af mit synsfelt. Jeg er ligeglad med, at dæmonen har bar numse. Mit jakkesæt er alligevel ødelagt. 

Mens vi spadserer, lader jeg blikket glide over planterne i orangeriet. Flere af dem bevæger sig dovent, og nogle rækker ud efter os. Men ingen af dem er lige så anmassende som Frejdig. Blandt bladene ser jeg glimt af farverige fjer og pels. Nysgerrige øjne, der møder mine. Oliver ville have elsket det her sted. Han ville have trukket sin skitseblok frem for at tegne samtlige planter og dyr, med små noter om biologiske kendetegn på latin. Derhjemme ville han sætte sig ved tegnebordet og farvelægge skitserne, indtil de var sande kunstværker. Når han var færdig, ville han vende sig mod mig med et saligt smil som havde han lige løbet et maraton. Jeg ser ham for mig med maling på sine lange fingre, i ansigtet og i håret. Og det eneste jeg har lyst til, er at begrave fingrene i hans lokker. Følge sporene af farver med mine læber. Efter hans død, er tegnebordet blevet et tomrum i lejligheden, fyldt med indtørret maling, der har mistet sin glans. Og jeg er bare endnu en farveløs skikkelse i en grå verden. Jeg ser ned af det sort-hvide jakkesæt, og mit blik falder på Frejdigs gule pollenplet på skjorten. Det trækker i min mundvig. Engang forstyrrede jeg Oliver ved tegnebordet, og som straf anbragte han en klat maling på min næse. Det lykkedes mig ikke at få farven væk, før jeg skulle møde op i retten om eftermiddagen. Jeg vandt sagen den dag, og Oliver var overbevist om, at han havde haft noget at gøre med det. At den lille, gule plet bragte held.     

Vi standser, da en sværm af bier flyver ind foran os og summer rytmisk. Jeg betragter bierne, der samler sig som en uvejrssky ud for vores ansigter. Før jeg når at spørge Madame, hvad der foregår, begynder bisværmen at danne mønstre i luften. Det ene billede erstatter det andet i perfekt timede skift: Et juletræ, en blomst, en stjerne og hvad der ligner et portræt af Quentin Tarantino. 

Da de er færdige, bliver bierne helt stille. Hundredvis af insektøjne retter sig mod os. Madame klapper bifaldende, og dæmonen udbryder et begejstret ’bøh’, mens den hopper op og ned på min skulder. Da jeg ikke reagerer, vender bierne sig mod mig og stikker deres brod ud, alle på én gang. Madame jager en albue ind i siden på mig, og jeg tvinger et smil frem og klapper med. Dette får bierne til at summe energisk og vrikke med underkroppen i en hilsen.  

”Er de også fra en anden dimension?” spørger jeg ud af mundvigen. 

Madame ryster på hovedet. ”Bierne kommer fra Broadway, New York,” siger hun. ”De kan ikke dy sig, når der er nyt publikum. Forrige måned var det vokalharmoni. Før det, en meget forvirrende opsætning af Romeo og Julie. Deres seneste besættelse er synkronflyvning.” 

Jeg hæver øjenbrynene. ”Broadway?”

Madame trækker på skuldrene. ”Måske, dette sted har haft en vis indflydelse på dem,” medgiver hun. ”Inspireret dem, om du vil.” 

Showbiz-bier? Jeg mærker latteren boble som champagne fra min hals. Den sødlige, friske følelser breder sig i min krop, idet jeg ler højt. Madames dybe stemme slutter sig til min. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har leet, og det føles som at være beruset og klar i hovedet på samme tid. Da jeg mødte Oliver, lærte han mig, at verden er forunderlig. Han bragte farver og magi ind i mit liv, og nu har han ledt mig til dette sted. På en måde er det nu endelig lykkedes Oliver at berøve mig for ord. Jeg tørrer en tåre fra kinden og vender mig mod Madame. Smilet lyser på mit ansigt, idet jeg siger:    

”Jeg tror godt, jeg kan drikke en kop te nu.”