Hyld

Af Maja Devilli

Miriam orkede ikke at høre mere på sin ægtemand. Han talte i en lind strøm om alt, der faldt ham ind, mens han styrede bilen gennem det åbne sommerlandskab. Han klogede sig på muren, der sidste år var blevet opført i Berlin. Hans ord svævede åndsfraværende over hovedet på Miriam, ud ad de åbne bilruder og fløj bort. Hun sad med hænderne foldet i skødet og kiggede uengageret på de endeløse marker, de passerede. Hun bar en gul kjole med små, hvide blomster. Om sit brune hår bar hun et tørklæde, men hun havde mest lyst til at tage det af, så håret kunne flagre i vinden.

“Kæreste, vent du bare og se. Flytningen her skal gøre dig godt,” sagde Jan og klappede Miriam let på låret.

“Ja,” svarede hun.

“Kan du ikke mærke, hvor frisk luften er på Lolland, i forhold til det du kender?” spurgte han.

“Jo,” svarede hun.

“Det bliver godt for os, Miriam. Vi kan prøve igen. Vi kan få vores familie.”

“Ja,” svarede Miriam.

Hun havde haft et lillebitte barn i maven, men det havde ikke villet livet. Jan havde været mere oprevet end hun. Han havde sådan ønsket sig en søn. Miriam havde været fremmed for idéen fra starten. Hun havde i forvejen så lidt kontakt til sig selv, at hun ikke anede hvordan hun skulle skabe den til et lille barn. Hun havde gået på sygeplejerskeskolen, da hun mistede barnet. Jan sagde, at det var bedst, hun holdt op, så hun kunne komme sig. Så det havde hun gjort. Nu var de på vej til Lolland, hvor Jan havde købt et hus til dem. Et dejligt hus, som en dag ville rumme en dejlig familie, havde han sagt. Banken havde forflyttet ham hertil. Det hele var så perfekt. Flyttemændene havde sammen med Jan været der dagen før med tingene. Miriam bandt sit tørklæde op, rakte det ud ad vinduet og lod det slippe. Hun stak hovedet ud med håret vildt flagrende omkring sig, mens hun så tørklædet flyve taknemmeligt bort. Jan bemærkede det ikke. Han tændte en cigaret og talte videre.

Som bilen førte dem dybere og dybere gennem Lolland, følte Miriam en stadig større uro indeni. Hun kunne dufte forandring i den lune luft. Hun brød sig ikke synderligt om forandring. Landskabet var fladere end hun havde forestillet sig. Det var som om det engang havde været bakkefuldt og en dag simpelthen havde sagt: ”Jeg orker ikke at strække mig efter stjernerne længere, jeg vil hjem,” og dernæst var kravlet tilbage i jorden. Miriam kunne se kirkespir og møller knejse sig mod himlen på lang afstand. Det var som om man ikke kunne gemme sig her. 

Det var derfor først en lettelse for hende, da bilen drejede og førte dem gennem en skovstrækning. Der var køligere herinde i skovens skyggefuldhed. Men hurtigt oplevede Miriam det som om skoven kiggede undersøgende på hende. Hver en gren, der nejede i vinden, syntes at hviske om hende til nabogrenen. Den drillende brise, der for gennem den grønne skov, gav blade, grene og trækroner besked om hendes ankomst. Miriam trak armen ind fra det åbne bilvindue. Hun havde fået gåsehud.

De havde snakket om at få bygget et parcelhus i forstæderne. Det var tæt på, at de havde fået det gjort. Jan ville have skrevet under på kontrakten, hvis Miriam ikke havde tabt barnet. De blev i stedet boende i deres lejlighed i byen. En lejlighed, Miriam holdt af, for her kunne hun sidde i vindueskarmen og fortælle sig selv historier om de forbipasserende nede på gaden, mens hun pustede i sin kaffekop og røg cigaretter. Men Jan sagde at byens kulde og ensomhed havde en skadende virkning på hende, og havde fundet huset på Lolland. Et gammelt hus, som selvfølgelig skulle gøres lidt i stand, men man kunne jo hyre nogen. Som fuldmægtig i banken havde han råd til det. Et gammelt hus med en fantastisk have og ikke langt fra vandet. Frisk luft og ro var hvad hans Miriam havde brug for nu. Hun havde ikke været med nede at se det. Det havde hun ikke været stærk nok til, mente Jan. Men hun havde set et fotografi af det og var enig med Jan i at det var et flot hus. Hun havde kommenteret på stokroserne op ad facaden. Hun holder så meget af blomster, kunne Jan finde på at sige.

Den smukkeste allé førte dem ned til huset. Træerne bøjede sig i brisen ned over bilen, som for at se nærmere på dem. De aflagde ingen dom over dem, de konstaterede bare at de var ankommet. Stenene på den lille plads foran huset, knasede udsøgt under bilen, da Jan og Miriam kørte op foran deres nye hjem. Huset var væsentligt mindre end Miriam havde forestillet sig. Men det var som om det prøvede at være større end det var. Det var en rød murstensvilla, hverken lille eller stor. Vinduerne på førstesalen kiggede som nysgerrige øjne ned på Miriam, og hun trak blikket væk og så i stedet smilende på de lyserøde stokroser, der genert skuttede sig i brisen.

“Hvor er dit tørklæde blevet af?” spurgte Jan, der var kommet om til hende på den anden side af bilen. Han åbnede døren og hjalp hende ud. 

“Det blæste sin vej,” svarede hun.

“Sikken skam. Dit hår er jo helt filtret nu. Du må se at rede det, så snart du kan.”

Miriam svarede ikke. I stedet strakte hun sig begærligt, indtil det at strække sig mistede sin magi. Jan lagde armen om hendes skuldre og sammen kiggede de op på villaen. Jan stod og forestillede sig drengebørn løbe rundt og lege krig, og duften af et hjemmelavet måltid, der nåede ud til ham, som han parkerede bilen herude efter en lang dag i banken. Miriam stod og tænkte på fodgængerne nedenfor sit gamle vindue, og hvad der nu skulle blive af dem.

Huset udstødte et stille suk, da Jan åbnede døren og trådte tilbage for sin kone. Der var vidunderligt køligt indenfor. Miriam kiggede sig forsigtigt omkring. Til højre for hende førte trappen med det smukt udskårne gelænder op til førstesalen. Til venstre lå dagligstuen. Hun gik ligeud med Jan i hælene og nåede køkkenet, der var gult og åbent. Hun smilede lidt overbærende ad det, vendte flygtigt sin opmærksom mod spisestuen til venstre. Tapetet derinde var falmet og laset. Da Miriam åbnede terrassedøren ud til baghaven, blev hun mødt af en vidunderlig duft af hyld. Hun sugede den helt ind i sig og trådte udenfor. 

“Vil du ikke med ovenpå og se værelserne først, kære? Soveværelset er lyst og stort,” sagde Jan.

“Jeg vil se haven først,” sagde Miriam, der allerede var trådt ud på plænen. 

Det var i sandhed en køn have. Den var stor og dyb og fuld af liv. Sommerfugle og humlebier fløj saligt fra blomst til blomst og sugede nektar og næring. Der var rigeligt med blomster og deres farver strålede om kap for at vinde Miriams gunst. Her var flere stokroser, både lyserøde, hvide og mørkerøde. De bøjede sig i alle retninger for vinden og kunne slet ikke finde ståsted af bare begejstring. Her var sarte valmuer, struttende fingerbøl og frække mælkebøtter. Her var stolte margueritter, fnisende bellis og hemmelighedsfulde, blå kornblomster. Men skønnest var hyldetræerne, der stod i fuldt flor bagest i haven. Miriam trak en gren til sig og indsnusede de hvide blomsters duft. Det kildede i næsen.

“Ja, her er forfærdelig kaotisk, jeg ved det godt,” sagde Jan, der skyggende holdt sin ene hånd for solen. “Men det kan vi hurtigt få bugt med. Mælkebøtterne må være det første, der ryger.”

“Nej. Jeg kan lide dem som de er,” svarede Miriam smilende. Hun kiggede ud på havet, der udfoldede sig bag roemarken, der omsluttede deres grund. En jolle rokkede sagte rundt på de tøvende bølger.

Forundret over hvor meget hun allerede holdt af haven, fulgte Miriam med sin mand op til huset igen. Soveværelset var rigtignok stort og lyst, som han havde sagt. Vinduerne vendte til Miriams glæde ud mod haven. Jan åbnede vinduerne og de hvide gardiner begyndte straks at bevæge sig i den lune vind. 

De spiste madder til aften inde i spisestuen. Jan snakkede om malere og håndværkere og købmandsforretninger og skoler og lystbådehavne, mens solen gik ned et sted bag ham. Jollen var forsvundet. Lyset var varmt og orange.

“… Og de kommer allerede i morgen, så du må servere noget andet end madder, Miriam.”

“Undskyld. Hvem? Hvad sagde du?” Miriam kiggede op fra sin æggemad, der var så kønt gul, på sin ægtemand, der var så rød midt i al det orange. Som en lille djævel, tænkte hun.

“Jeg siger, at Niels og Kirsten kommer i morgen. Og at jeg da håber at du vil servere andet end æggemadder. De kunne ikke vente med at se huset.”

Niels og Kirsten. Niels var Jans gamle studenterkammerat og Kirsten var hans kønne hustru. Hun var høj og blond og gik med sminke og korte kjoler og store smykker. Hun røg cigaretter og pustede røgen ud i folks ansigter, mens hun lo skingert og kiggede på Miriam med et undersøgende, nærmest medlidende blik. Hun var gravid i sjette måned. Hun snakkede konstant og var vellidt af alle. Miriam kunne ikke lide hende.

“Hvor hyggeligt,” smilede hun. ”Jeg kan da lave en kylling til os.”

Jan smilede tilfreds og skyllede det sidste af maden ned med resten af sin øl. 

Da Miriam kom ned i køkkenet næste morgen, var Jan allerede taget afsted. På køkkenbordet lå en seddel, han havde skrevet og nogle penge, han havde lagt. På sedlen stod der hvordan man fandt hen til købmanden, og at han ønskede hende en god dag. Efter at have indtaget sin morgenmad barfodet under hyldetræerne i haven, begav Miriam sig afsted til købmanden.

Det blæste mere end det havde gjort dagen forinden. Alléens træer syntes decideret oprevne ved synet af Miriam i sin lyseblå kjole og hvide sandaler, med håret hængende løst og vildt om skuldrene. I hænderne bar hun en kurv og hun lignede næsten en lille skolepige, så usikkert hun bar den og så tøvende hun gik. Dette landskab var fremmed for hende og hun vidste endnu ikke hvordan hun skulle gebærde sig. Hun gik imens og tænkte på Jan og hvad han lavede i banken hele dagen. Hun tænkte på brylluppet, de havde holdt for tre år siden. På hvor kede af det alle var blevet, da majregnen kom og gjorde hendes fine kjole våd. Men Miriam havde syntes det var opløftende. Hendes mor havde næsten været rasende på hende, fordi hun ikke straks var løbet i læ. I stedet havde hun snurret rundt om sig selv og leet hjerteligt, hvilket havde resulteret i en gennemblødt brudekjole, løbet sminke og tungt, sjasket hår. Jan havde også været flov og skuffet over Miriams opførsel, og da var det at hun havde indset noget, hun længe havde fornemmet. Hun ville aldrig elske ham. 

Skoven buldrede, knislede og raslede, da Miriam nåede ind i den. Det ruskede godt i håret på hende og fik hende næsten til at fortryde, at hun ikke havde sat det op. Hun havde stadig en følelse af, at skoven iagttog hende. Hun holdt lidt strammere om sin kurv og fortsatte på sin rute. Men så tænkte hun, om hun mon ikke skulle prøve at blive venner med skoven i stedet. Hun havde aldrig rigtigt haft nogen venner, det var hun godt klar over. Med undtagelse af en hvid kat ved navn Margrethe, hendes forældre havde foræret hende som barn. De havde tilbragt mangt en time sammen oppe i blommetræet, hvor Miriam med kviste i håret og bark på knæene, havde siddet og slubret blommer i sig og både smagt på dem og på ordet. Blomme. Hun tænkte om blommetræet i grunden ikke også havde været hendes ven. Miriam forlod vejen og gik ind i skoven.

Der gik ikke længe før Miriam kom til en lille, underskøn bæk. Her satte hun sig og stak tæerne i vandet. Det var gysende koldt og dejligt. Hun begyndte at drømme om hvordan hun ville leve, hvis Jan en dag kom hjem og sagde, at han i stedet ville være gift med en dame fra banken. Hun ville svare ham, at det var da dejligt, og så ville hun kravle op i et hvilket som helst blommetræ og spise blommer og æggemadder og aldrig lave aftensmad til nogen igen. Spørgsmålet var hvor hun skulle bo. Der ville komme en ny frue i den røde murstensvilla. Hun kunne måske bo i en fiskerhytte ved vandet og hver dag samle forstenede søpindsvin, som hun ville lægge i en ring rundt om hytten, så de kunne holde onde ånder væk. Eller hun kunne simpelthen bare blive boende oppe i blommetræet, blive kaldt en blommedame, udelukkende leve af blommer og resten af tiden gå i hi som en lille bjørn. Når børn kom forbi hendes blommetræ, ville hun forsigtigt kaste blommer ned til dem og sige ”værsåartig” og så ville de fnisende løbe deres vej. Hvis deres forældre kom og skældte hende ud for at være en besynderlig voksen, ville hun spytte blommesten efter dem. Miriam klukkede for sig selv ved den lille bæk.

En fremmed lyd, der intet havde med skovens forblæsthed at gøre, hev Miriam ud af hendes dagdrøm. Hun løftede hovedet og så sig utrygt om i alle retninger. Der var intet andet at se end skovens grønne verden. Miriam kom fortumlet og ængsteligt på benene. Lyden kom nærmere og hun indså at det var lyden af en skovvandrer. En gammel kone med hvide krøller og blå øjne kom til syne bag nogle træer. Hun stirrede stift på Miriam, mens hun kom nærmere med en vandrekæp i hånden.

“Godformiddag,” sagde konen med et sælsomt smil.

“Og til Dem også,” svarede Miriam.

“Vær ikke nervøs ved mig, barn,” sagde konen og satte sig ned ved bækken. ”Her er rart at være i dag og jeg ser at De har fundet Dem en lille oase her i skoven.”

Miriam tøvede, men så satte hun sig ned ved siden af konen. Hun så ingen grund til at være ængstelig længere. Der fandtes mere skræmmende ting i denne verden end gamle koner med vandrekæppe.

“Jeg sad vist og drømte lidt,” indrømmede Miriam.

“Forståeligt. Jeg ser at skoven har accepteret Dem,” bemærkede konen.

Det gav et besynderligt sæt i Miriam. 

“Åh, vær nu ikke så forsigtig og genert. Det er velsagtens manden med overskægget og det fine jakkesæt, der har kuet Dem sådan,” lo konen.

“De ved hvem vi er?” spurgte Miriam.

“Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er jeres nærmeste nabo. Signe.”

Konen gav Miriam hånden. Den var knoklet og håndtrykket var fast. 

“Miriam,” sagde Miriam. “Hvor bor De henne?”

“Jeg bor gennem skoven dér i en lille hytte ved vandet,” svarede Signe og pegede med en gigtkrum finger. “Hvad hedder Deres mand?”

“Han hedder Jan,” svarede Miriam.

“Jan,” sagde Signe langsomt. “Jan … ” Hun tyggede lidt på navnet. Så spyttede hun det ud i bækken. 

Miriam lo hjerteligt og begyndte at slappe af. ”Finder De forstenede søpindsvin?” spurgte hun pludselig.

Signe kiggede undersøgende på hende. ”Det ved De godt, jeg gør,” svarede hun så.

Miriam smilede. Solen nåede ned til dem gennem trækronerne og her var lunt og ikke så vindomsust.

“Jeg håber, De nyder Deres nye have,” sagde Signe.

“Det gør jeg skam, tak. Jeg har tænkt på at lave saft af hyldeblomsterne.”

“Fortræffelig idé. Men husk blot, at spørge Hyldemor om lov først.”

“Hvem er Hyldemor?”

“Ånden i hyldetræet, naturligvis,” lo Signe. 

“Hvad skal det sige?” spurgte Miriam, atter ængstelig, som et lille barn, der ikke forstår lærerindens lektie. 

“Historier, historier”, svarede Signe og gjorde en affærdigende bevægelse med hånden. “Det er bare historier, vi her på Lolland tror på. Vil man tage af hyldens blomst og bær, da spørger man først, har man sin lykke kær,” reciterede hun gnæggende. 

Miriams øjne blev store. ”Hvad sker der, hvis man ikke gør?”

“Såmænd ikke andet end at træet flytter sig fra sin plads om natten, for at titte på én ind ad vinduerne,” sagde Signe let. “Det kan selvfølgelig også bringe ulykke over huset,” tilføjede hun lidt tungere. “Ja, for en sikkerheds skyld har jeg altid pænt bedt om lov, inden jeg plukkede af hylden. Beder man pænt, kan det også hænde at gode ting sker. Ting man drømmer om. Men det er velsagtens bare historier.”

Miriam tænkte lidt, mens hun kiggede på solglimtene i bækken. “Er De en heks?” spurgte hun så.

“Ikke mere end De er,” svarede Signe. “Ikke mere end De, Miriam.”

“Nu skal jeg til købmanden. Vi skal have grydestegt kylling i aften.” Miriam rejste sig op.

***

Jan, Niels og Kirsten kom ind ad døren samtidig. Miriam stod pænt i gangen med foldede hænder og tog imod dem. Hun havde hørt Kirstens høje grin ude fra huspladsen. Der blev nu kysset, kindkysset, krammet og givet hånd. Glædesytringer blev delt og huset blev taget i øjesyn. 

Fordi blæsten havde lagt sig, havde Miriam valgt at de skulle spise ude i haven. Hun havde sat bord og stole ud og pyntet med en fin dug. Maden var hverken god eller dårlig, vidste hun, men i det mindste var det ikke æggemadder. Niels og Jan diskuterede udenrigspolitiske affærer. Bestik klirrede. 

“Du får nok at se til med alt det ukrudt,” bemærkede Kirsten idet hun tændte en cigaret og lænede sig tilbage i stolen. Hun pustede røgen ud mod Miriam.

Miriam kiggede rundt i haven og smilede. ”Jeg kan godt lide denne have.”

Kirsten lo højt. Så stoppede hun brat. ”Åh, du laver ikke sjov!”

“Hvorfor skulle jeg det?” spurgte Miriam og tændte selv en cigaret. Hun pustede røgen op i luften og den opløstes og fløj bort. 

Kirsten kiggede indgående på hende. “Det er jo et makværk uden lige, søde Miriam! Der er ukrudt overalt.”

Miriam trak på skuldrene og pillede ved dugens kniplingskant.

Kirsten kærtegnede sin runde mave. “Pyt. Jeg synes at det er et dejligt hus. Tæt på vandet endda. Glæder du dig ikke til at du engang kan høre barnelatter i jeres nye hjem?”

“Selvfølgelig gør vi det,” brød Jan ind. Han havde løsnet sit slips og sad nu tilbagelænet med en øl og en cigaret. “Vi kan næsten ikke vente, vel Miriam?”

“Så må vi se om I ikke ender med at få huset fuld, før I ved af det,” lo Niels og skoddede sin cigaret i askebægeret, inden han tændte en ny.

“Naturligvis gør de det, ikke også Miriam?” smilede Kirsten. Men det var ikke noget venligt smil.

“Vi glæder os sådan til lille Viggo her,” sagde Niels varmt og lod sin hånd glide kærtegnende over Kirstens mave. “Ja, jeg er ganske overbevist om at det er en søn, Kirsten er ved at ruge til mig.”

Kirsten og Jan lo. Niels stemte i.

“Du kommer sådan til at holde af det, når du har en hel børneflok rendende om skørterne på dig, Miriam,” sagde Kirsten.

“Vi glæder os meget. Og vi har bestemt værelser nok nu,” sagde Jan stolt. 

“Er det i grunden ikke sjovt, at fingerbølblomster hedder rævehandsker på engelsk?” bemærkede Miriam pludselig. Der blev stille rundt om bordet. “Er det ikke opfindsomt?” fortsatte hun. “Prøv om I kan forestille jer det! En ræv med lyserøde handsker!” Miriam lo.

De stirrede uforstående på hende. Niels med en art medlidenhed i blikket. Man kunne høre aftenbrisen i hyldetræerne. Jan havde fået røde kinder.

“Er det ikke forfærdeligt med Sovjet?” udbrød Niels, henvendt til Jan, og de to begyndte ivrigt at diskutere. Kirsten rystede sagte på hovedet.

“Kyllingen var lidt tør, Miriam,” hviskede hun så.

Dagene gik. Huset var fuld af håndværkere og malere. Jan arbejdede hårdt og længe i banken, og var træt og irritabel, når han kom hjem. Han kunne finde på at bebrejde Miriam for hendes evner og engagement i køkkenet. Miriam tilbragte meget tid i haven, hun fulgte efter humlebier, for at se hvilke blomster de ville vælge. Hun kunne finde på at gemme sig for håndværkerne inde i ribsbuskene, hvor hun fik pletter på kjolen og grønne insekter i håret. En dag gik hun ned til vandet og fandt et forstenet søpindsvin. Hun holdt det i begge hænder ind mod sit hjerte hele vejen hjem, og gik op ad trapperne og ind soveværelset, hvor hun lagde det under sin hovedpude. Det var en dag hvor hylden så ekstra frodig ud, og da hun kiggede ud ad soveværelsesvinduet, besluttede hun sig for, at det nu var på tide at lave hyldeblomstsaft.

Bærende på en lille saks og en stor kurv gik Miriam ned gennem haven. Hun var iført sin lyserøde kjole, som var blevet stænket med så mange ribspletter, at hun havde beundret forandringen. Den salte havluft fik hyldens kroner til at bruse og boble. Det rislede i blomsterne. En næsten overmoden sødme strømmede fra de hvide fnug. Miriam gik om bag hyldetræerne, så håndværkerne ikke kunne se hende fra huset. Og hun gik ind under et af træernes lavt hængende grene, så hun nu stod inde i en hyldehule dækket af hvidt hyldedrys. Duften herinde var overvældende varm og sød. Hun tog forsigtigt om en blomsterklase og hviskede sagte til Hyldemor. En stærk vind ude fra havet fik træet til at ryste og blomsterne til at regne ned omkring Miriam. Hendes brune hår var så fuldt af dem, at det næsten blev lyst. Derpå samlede Miriam smilende hylden og fyldte hurtigt sin kurv.

Det stormede den aften. Vinden fra havet omsluttede huset i et virvar af susen. Haven udenfor huset syntes levende i blæsten. Jan brød sig ikke om det. Han og Miriam sad inde i dagligstuen med hver sin bog. Miriam var selv lidt ængstelig ved stormen. Den føltes som bar den forandring med sig. Det blæste og sled i husets hjørner og kanter. 

“Hvis det blæser meget mere, blæser huset væk,” bemærkede Jan og så bekymret op fra sin bog. “Der er sandelig tryk på herude ved kysten.”

 “Ja,” svarede Miriam. ”Det er der sandelig.”

“Jeg har inviteret Niels og Kirsten herned til frokost på lørdag.”

“Det var da dejligt,” svarede Miriam uden at kigge op fra sin bog. ”Tids nok til hyldeblomstsaft.”

“Det er måske dét, der står i gryden ude i køleskabet?”

“Ja,” bekræftede Miriam.

“Jeg har aldrig været særlig vild med hverken hyldeblomst- eller hyldebærsaft. Alt for sødt,” sagde Jan. 

“Nå,” svarede Miriam.

“Ja, jeg forstår ikke at nogen kan bryde sig om det. Men jordbærmarmelade derimod! Se, dér har du en lækkerbisken. Hvorfor laver du ikke jordbærmarmelade, Miriam? Jeg så en bod med jordbær på den anden side af skoven.”

“Måske gør jeg det.”

“Det synes jeg bestemt du skulle.”

“Det kan være, jeg gør det,” svarede Miriam sin mand.

“Det skulle du tage at gøre,” svarede Jan sin hustru.

Et hidsigt vindstød fik dem begge til at se op. Deres øjne mødtes.

“Miriam. Kære. Er du egentlig glad her i huset sammen med mig?” spurgte Jan. Han måtte tale højt for at overdøve blæsten.

“Jeg holder meget af haven,” svarede Miriam.

“Det ved jeg, du gør”, sagde Jan og vendte atter tilbage til sin bog.

Den følgende morgen slog det Miriam, hvor stille der var. Da de havde lagt sig til at sove, havde stormen endnu ikke nået sit højdepunkt. På et tidspunkt i løbet af natten var Miriam vågnet ved lyden af tagsten, der røg ned og smadredes mod jorden. Nu var der komplet fredfyldt. Solsorte sang fra hækkene ude i haven. En lille bi summede nær det åbne vindue. Jan måtte have åbnet det, inden han tog afsted til banken. Det var trods alt betænksomt gjort af ham. Miriam lå lidt og kiggede op i loftet. Hun følte sig ny. Lige så ny som verden føltes efter stormen. Der havde været en storm indeni Miriam hele hendes liv, og nu var det som om den langt om længe havde lagt sig. At solen endelig var stået op og havde bragt sit lys over en fredfyldt verden, hvor solsorte sang og bier summede. Miriam satte sig op og en regn af hyldeblomster dryssede fra hendes hår og ned på dynerne. Hun rystede forundret sit hår og betragtede hvordan de små, hvide blomster landede blødt i hendes åbne håndflader. Hun kastede et blik mod det åbne vindue og undrede sig. Havde en lille efterstorm blæst blomsterne ind til hende? Hun rejste sig og gik hen til vinduet. Bagerst i haven strålede hyldetræerne stadig. Modsat resten af havens flora, syntes de ikke at have taget skade i stormen. Mange af havens blomster så skrøbelige og forblæste ud her dagen derpå. Et farvespil af blomsterblade lå spredt ud over plænen. Iført sin hvide natkjole gik Miriam ned ad trappen. Der dryssede fortsat forsigtige hyldeblomster fra hende.

En groft skåret håndværker så overrasket op fra sit arbejde, da hun gik forbi ham i køkkenet. 

Hver dag vågnede Miriam op med hyldeblomster i sit hår. Det føg som sne i soveværelset, når hun rystede på hovedet. Jan kommenterede på et tidspunkt blomsterne, der flød i hele huset. 

Det blev lørdag og om lørdagen sov Jan længe. Miriam stod tidligt op og skyndte sig ned til hyldeblomstsaften, der ventede på hende i køleskabet. Hun skoldede flasker. Hun filtrerede. Hun hældte på flasker.

Hun kom til Signes hytte efter en frisk gåtur i morgenlyset. Den havde været svær at lokalisere, som den lå, gemt væk i en verden af grove siv. Miriam fandt konen bag hytten, i den lille have, hvor ikke meget andet end havtorn og timian syntes at vokse. Signe var i færd med at feje de store, flade sten, der omgav bagsiden af hytten.

“Godmorgen, Miriam,” hilste Signe, da hun fik øje på hende. Hun stillede sin kost op ad træværket. ”Jeg tænkte nok, at jeg ville se Dem her en dag. Hvad kommer De med i kurven dér?” 

“Hyldeblomstsaft,” smilede Miriam. Hun løftede viskestykket og afslørede en flaske gylden saft. 

“Fremragende,” klukkede Signe og klappede en enkelt gang i sine knoklede hænder.

De satte sig på bænken foran hytten med hver sin kop hyldeblomstsaft. Havfuglene fløj skræppende over deres hoveder og ud mod havet, hvorfra en stille vind blæste ind mod de to kvinder. Signes hvide krøller dansede om ansigtet på hende, da hun førte koppen op til munden og drak. Et veltilfreds suk lød fra konen, mens hun sænkede koppen. Miriam var tilfreds med saften og drak indholdet i sin kop hurtigt og ivrigt. Hun tørrede sig om hagen med bagsiden af hånden.

“Nu sker det vel snart,” sagde Signe.

“Ja,” svarede Miriam.

De kiggede begge gennem de dansende siv, ud på havet, der var mørkeblåt og ulmende.

***

Niels og Kirsten fortalte om deres parcelhus i forstæderne, der snart stod færdigt. Niels remsede op: “Køkken, to badeværelser, soveværelse, stue, to børneværelser, forhave, baghave, carport.” 

De spiste frokost ude på terrassen. Gæsterne havde kun nippet til hyldeblomstsaften. Jan havde ikke brudt sig om at smage. Miriam havde allerede drukket tre glas. De spiste æggemadder, kartoffelmadder, sildemadder. Der stod en friskplukket buket mælkebøtter på bordet, som Kirsten havde sendt et kritisk blik. Jan spurgte ind til parcelhuskvarteret, og Niels og Kirsten svarede ivrigt og med forventningsfulde blikke på hans spørgsmål. Miriam serverede kaffe for de andre, men undlod selv at tage noget af den. Hun skænkede sig i stedet et fjerde glas saft. De tre andre diskuterede ivrigt glæderne ved familielivet. Da hun tændte en cigaret og udåndede den hvide, luftige røg, forstummede selskabets stemmer omkring hende. De blev fjerne. Tyste. Svagt registrerede hun, at de en gang imellem sendte hende et spørgende blik, som om de undrede sig over, at hun ikke deltog i samtalen omhandlende hus og børn. Men hun kunne ikke længere høre andet end vinden i hyldetræerne. De brusede, skummede, kaldte. Hele haven syntes at kalde hendes navn. Hylden, margueritterne, valmuerne, kornblomsterne, mælkebøtterne, rævehandskerne, bellisserne, de kaldte alle på Miriam og sukkede efter hende. Havet, der før havde virket ulmende og tøvende, var nu beslutsomt og parat. Der gled en sky for solen og lyset blev mat som et gammelt fotografi. De andres samtale var nu intet andet end en irriterende summen, Miriam ønskede ville høre op.

Hun rejste sig, skubbede stolen tilbage fra bordet. Hun fornemmede sløvt, som set gennem en langsom snestorm, at de andre drejede deres ansigter mod hende. Hun vidste at de spurgte hende, hvad hun foretog sig. Men Miriam så dem ikke. Hun så kun hyldeblomsterne og havet. De brusede, skummede, kaldte. Hun gik over terrassens ru fliser og ud på græssets svalende blødhed. Hun vidste at de andre råbte efter hende, men hun kunne ikke høre hvad de sagde, og hun var også ligeglad. Havens blomster fortsatte deres kalden og nejede for hende, som hun gik forbi dem. Hyldeblomster dryssede fra Miriams hår og efterlod et hvidt spor bag hende. Et sted bagude havde Jan spørgende rejst sig fra sin stol. Hvor haven stoppede, hvor livet begyndte, hvor hylden stod stolt og knejsende, standsede Miriam. Det sitrede af liv og frihed i hendes hænder og hun holdt dem op foran sig og betragtede dem, som de langsomt opløstes i hyldeblomster. Jan var nu nået halvvejs ned i haven. Niels og Kirsten havde med spørgende ansigter vendt sig i stolene på terrassen. Miriam lukkede øjnene. Hun bemærkede ikke Jans kalden. Og da han rakte en arm ud og rørte hendes skulder, nåede et vældigt vindstød ind fra havet og opløste hende i tusinder af hyldeblomster, der i ét stort sus vældede op i luften som en hvid ånd og fløj ud over roemarken og ud mod havet. Da det nåede ud over det mørkeblå hav, fløj havfuglene med og himlen blev hvid.

Nede på stranden stod en gammel kone støttet til en vandrekæp, med en knoklet hånd skyggende for øjnene og kiggede op mod himlen. Hun smilede.