Forvandling

af Kristina Parkov

Hun sidder henne ved vinduet, da vi træder ind i soveværelset. Vi bliver hurtigt enige om, at man kan genkende hende på øjnene. De er stadig grønne og smilende. Resten af hende er til gengæld fuldkommen forandret. Det får mig næsten til at le højt. Men det her er alvorligt, så du holder mig for munden. 

Hun har chokoladebrune fjer og gule kløer, og det er mærkeligt at se hende sådan, hun plejer at gå i dyrt, og oftest kun sort, tøj af mærket Bottega Veneta. Tøjet blev ligesom strammere og mørkere, da hun blev forfremmet til chefredaktør. En forvandling var allerede i gang med din søster, før vi trådte ind i hendes soveværelse i dag, det var vi klar over, men ingen af os var forberedte på det her. 

Chokket føles som en flagren i maven. Det er ikke kun en ubehagelig følelse, det kilder lidt. Jeg kommer til at grine bag din hånd. En nervøs undertrykt lyd. Det er en primal reaktion på en ubehagelig situation. Det læste jeg engang på nettet. Du har altid været bange for alvor, sagde du engang til mig, da jeg var kommet til at grine under præstens tale til en begravelse. Og du har ret. Der er slet ikke noget at grine af, men alligevel er det ofte min første reaktion på det uventede.

Vi har ikke set din søster i to måneder. Vi vidste godt, hun havde det svært. Vi vidste ikke hvordan. Vi vidste ikke, at det var så radikalt. Metamorfose, sagde du til mig, inden vi kørte hjemmefra, og angsten lyste ud af øjnene på dig, mens jeg googlede ordet på min telefon. Din svoger, Kasper, havde på sin nonchalante måde sagt til dig, at vi skulle være forberedte på at få lidt af et chok. Så det prøvede vi. Hele aftenen. Over vores mortensand og hjemmelavede rødkål. Men det viste sig at være svært at forberede sig på det uventede. Selvom vi er forberedte på lidt af hvert, når det kommer fra din søster, kunne intet have forberedt os på det her.

Kasper står foroverbøjet og retter på Fridas fjer med en lille stålkam, mens han forklarer, at Frida stadig er ved at vænne sig til sin nye dragt. Jeg synes, det er et mærkeligt ord at bruge. Kasper holder et lille stykke stegt and hen mod hende. Rester fra mortensanden, siger han og smiler til os. Hans tænder er store og hvide. Jeg spørger, om det ikke på en måde gør hende til kannibal, men du klemmer advarende min hånd. Kasper rømmer sig, mens Frida kigger afventende på os alle tre. Hun sidder på en stor solid gren, hun vipper lidt med sine gule kløer. Hun virker pinligt berørt over situationen, som om vi har fanget hende på badeværelset uden tøj på.

“Ja, kom så, du må godt”, siger Kasper, og ordene klinger sært, for jeg kan ikke huske, at Frida nogensinde har spurgt om lov til at gøre noget som helst. Nu kigger hun afventende op på Kasper fra sin gren, hendes grønne øjne er spørgende, næsten bedende. Nærmest menneskelige. Så snapper hun med en hurtig bevægelse andebidden fra Kaspers hånd og sluger den grådigt. Kasper har stadig hånden rakt frem mod hende, den har fedtpletter efter anden. Han ler højt og hjerteligt. Så klør han hende bag øret og begynder at tale babysprog.

“Skatter, du må altså lære, at du er en rovfugl nu, og rovfugle venter mig bekendt ikke på tilladelse, før de æder…” 

“Forbløffende hurtige bevægelser”, siger du, og jeg kan høre, hvor imponeret du er.

“Meget,” siger Kasper med et kort nik. “Din søster er for så vidt skabt til at jage. Men hun har også brug for et godt sted at kunne sidde og se det hele lidt fra oven. Jeg er ved at gøre en af trækronerne klar til hende ude i haven.”

Han stikker ansigtet helt ned til Frida. Hun kigger på ham med sine grønne øjne og åbner næbbet for at sige noget. Men Kasper kommer hende i forkøbet. Det har han aldrig gjort før.

“Du må selv vælge hvilken trækrone, hvis bare du lover ikke at flyve din vej,” hvisker han ind i hendes dunede øre. Frida basker forsigtigt med den ene vinge. Du rømmer dig.

“Det tør jeg godt love, at Frida aldrig ville gøre. Hun er jo helt skudt i dig, det stod klart at det skulle være jer to, det vidste hun allerede første gang hun så dig. Det sagde hun igen og igen,” siger du.

“Ja?” Kasper kigger på dig med et håbefuldt smil, inden han giver sig til at klø Frida bag øret igen, denne gang lidt hurtigere. Hendes vinge sitrer. Du nikker opmuntrende. Ja bestemt, siger du.  

“Lad os håbe din bror har ret, skatter. Du var så smuk, dengang vi mødtes.”

Jeg tænker, at hun stadig er smuk, faktisk smukkere nu end nogensinde før, men jeg siger det ikke højt.

En gang imellem er det, som om Frida prøver at fange mit blik, men jeg kan ikke sige, om det er hende eller mig, der kigger væk først. Jeg får en klar fornemmelse af, at hun prøver at fortælle mig noget, men jeg har aldrig været god til gættelege. Kasper bliver ved med at klø hende bag øret, indtil hun pludselig snapper ud efter ham og udstøder en høj klagende lyd.

“Så du!”, udbryder Kasper varmt og blotter igen sit imponerende tandsæt. 

“Hun vil gerne vise, at hun stadig selv bestemmer”, forklarer han, og noget kilder mig mellem skulderbladene.

“Hvad med hendes arbejde?” spørger jeg mest for at sige noget.

Kaspers mund strammer til. Han begynder at tørre Fridas gren af med en fugtig klud, som han indimellem dypper i en hvid balje med opvaskemiddel i. Hans bevægelser er hektiske og effektive, og jeg træder et skridt tilbage. Så løfter vi, siger han bestemt, og Frida løfter først den ene så den anden gule fod, som om hun er blevet trænet i det. Kasper kører karkluden frem og tilbage langs Fridas gren, så der drypper sæbevand ned på det lyse gulv. Han har et fast greb om karkluden, hans knoer lyser hvidt, og jeg begynder at forstå, hvad Frida mente, da hun engang efter en halv flaske rødvin fortalte mig, at hendes mand havde en jernvilje, der nogle gange skræmte hende. Jeg kiggede fejt ned i dugen dengang, for jeg troede ikke det overhovedet var muligt at skræmme Frida. Men dengang havde jeg heller aldrig set Kasper tørre hendes gren af med en så koncentreret intensitet som nu. En gang imellem udstøder Frida én af sine klagende lyde. 

“Frida skal ikke have det arbejde mere, det siger sig selv, at hun ikke kan fungere som chefredaktør i sin nuværende tilstand. Det var ikke godt for hende, og det var ikke godt for os. Nu handler det om mig og Frida. Vores liv sammen. Punktum.”

Jeg overvejer hvad ‘punktum’ betyder. Du nikker tænksomt. Så træder du et skridt hen mod Frida og bukker dig, så du kan se hende lige ind i øjnene. Ligesom da I var små og stirrede på hinanden for at se, hvem der kiggede væk først. På intet tidspunkt blinkede Frida. Det gør hun heller ikke nu.

“Jeg tror, du har ret i, at min søster på en vis måde har det bedre end hun har haft længe. Man ser det i hendes øjne”, siger du, og dit tonefald afslører, at du er ved at blive utålmodig efter at komme videre. Jeg fanger Fridas blik og prøver at se, hvad det er, der får dig til at komme med den konklusion. Jeg ser noget andet. 

”Vil I se hende flyve?” spørger Kasper pludselig, og jeg ser for første gang antydningen af håb i Fridas øjne.

*

Kasper har Frida på armen. Hendes gule kløer er sorte for enden og Kasper har taget en tyk grøn jakke på for ikke at få rifter. Hun kender ikke sin egen styrke, siger han flere gange til os. Det har hun aldrig gjort. Jeg bider mig i tungen. Stormen de har lovet ville komme, er begyndt at tage til. Frida lægger nakken tilbage og lukker øjnene, mens Kasper ler højt. 

“Nyder du vinden, skat?” 

Hun strækker sine store vinger ud og så giver hun sig til at skrige op mod novemberhimlen. Jeg holder vejret. Vinden kærtegner hendes fjer. Vingerne strækker sig mod himlen. Jeg ser hendes enorme vingefang, og alt det hun pludselig er, og formentlig altid har været, men kun fik lov at smage kortvarigt på. Kasper ser det også. Han lægger hånden på hendes næb, og smiler undskyldende til os.

“Må jeg røre?” spørger jeg, og jeg kan høre dig le beklemt et sted bag mig. Kasper ser ud til at tænke over det, mens han stryger Frida med hårene. Så siger han okay. 

Jeg lægger uendeligt forsigtigt min hånd på Fridas pande. Så hendes hals og det bløde bryst. Hun sidder med lukkede øjne på Kaspers arm. Jeg mærker hendes styrke og blødhed, og at de to ting ikke er modsætninger, men forskellige udtryk for det samme. Jeg lader mine fingre glide ned langs hendes bryst, hen over maven og helt ud på vingerne. Jeg lukker øjnene, hjertet hamrer i mit bryst. Hun sitrer. Kasper holder et skarpt øje med, hvad der foregår. Jeg husker pludselig, hvad Frida engang sagde til dig om Kasper og hvordan hun i virkeligheden havde fået det blå mærke på låret, og hvordan du affejede det med et nervøst grin, og jeg får en varm følelse over det hele, den starter i fødderne og bevæger sig hele vejen op langs rygsøjlen, ind gennem kraniet og helt ud på tungespidsen. Den smager af og føles som trods. Det er en metallisk smag, en fornemmelse af blod i bevægelse. Jeg sætter min mund helt ned mod Fridas dunede øre, hun løfter næsten umærkeligt sine vinger, og jeg kan mærke, at Kasper er på vagt, men det er nu eller aldrig. 

Hvad venter du på?