På besøg i bogreolen: Forfatter og fellow sci-fi-nørd Jannik Landt Fogt
Efter en times tid på farten sender GPS’en os rundt om hjørnet og vi triller ind på en gårdsplads foran et stort rødt hus. Vi er i Jyderup, en stationsby hvor ingen af os har befundet os før, men der er en ganske særlig grund til, at vi er her nu. Vi skal nemlig besøge forfatter Jannik Landt Fogt til en god snak om litteratur og sci-fi.
Som det vigtigste element i enhver god litterær samtale, starter vi I køkkenet, hvor der bliver brygget god sort kaffe, før vi begiver os hen imod det vi egentlig er kommet for: værelset med bogreolerne, hvor vi har fået lov til at gå på opdagelse.
Vi er hjemme hos Jannik Landt Fogt, der netop er aktuel med sin debut Elektrisk Blå, som et 80’er digt på Forlaget Fjorden. Jannik gik først for nyligt all in på sin store passion og forfatterdrøm, ved at sige sit faste job op, flytte med familien ud hvor økonomien rækker længere end det skøre Københavnske boligmarked, og arbejde fuld tid som forfatter i det skønne hjem.
Tilbage til huset træder vi ind i et fantastisk hybrid-rum af bibliotek og kontor, hvor der er kælet for detaljerne. Langs væggene i rummet er reoler op til loftet fyldt med bøger, nørdede nips og alt andet man har brug for, i et værelse som dette. Tunge gardiner hænger ned langs vinduet og foran står en gylden sofa i velour. Ved siden af en lænestol står en globusbar, på toppen af en reolerne står Dødsstjernen i Lego og på væggen hænger den selvsamme Star Wars-plakat, der hænger i min stue.
Vi stødte først på Jannik der, hvor mange nørder i dag udlever deres passion og finder ligesindede: Instagram. Her skriver han flittigt boganmeldelser og anbefaler værker til nye store læseoplevelser, men blandt sit eget forfatterskab skriver han også andet en realisme. Jannik har endda skabt et helt univers for sine episke storværker: Riftverdenen.
Siden har vi fået lov til at betalæse sci-fi-fortællinger fra det episke univers, der blander fortid, fremtid og fantastisk cyberpunk i en hvirvelstrøm af genistreger, gennemgribende plot-mindblows og vilde opfindelser, der er som sød mekanisk musik for sci-fi-hjerner. Det var kærlighed ved første læsning og siden har vi aldrig været i tvivl om, at Jannik er et ligeså stort bogmenneske som os selv.
Storværket glæder vi os enormt meget til en dag at have i hænderne, og snakken går hurtigt på plot og skriveprocesser, selvom det egentlig slet ikke var det, vi skulle tale om. Men vi må også vente en lidt med cyberpunken, for da vi besøger Jannik, er det fulde fokus på den realistiske digtsamling Elektrisk Blå, som et 80’er digt, der nu er blevet hans debut, og derfor er redigeringen af det spekulative storværk sat på pause for nu.
Tilbage i bibliotek-kontoret er der nok at kigge på. En hel afdeling er afsat til tegneserier og graphic novels, hvor superhelte og uhyggelige streger fylder mest blandt værkerne. På Instagram er Jannik altid klar med en god anbefaling, der desværre kun får vores lange TBR-liste til at vokse sig længere, og man forstår pludselig, hvorfor der ofte er fabelagtige og til tider oversete graphic novels i blandt dem.
En del af dem er købt i skønne Fantask i København, der velfortjent praler af at være “verdens ældste nulevende tegneseriebutik.” Men mange af dem er også fra den tid, hvor familien boede i Singapore da Janniks kone var udstationeret der, og hvor tegneserie-kulturen er et marked for sig.
Det første møde med sci-fi var novellesamlingen Jeg synger kroppen elektrisk, af ingen anden end stormesteren inden for genren, Ray Bradbury, hvor både tidsstier og tordennøgler bl.a. fylder plottet. En anden stormester vi falder i snak om, er Philip K. Dick og hans fantastiske Do Androids Dream of Electric Sheep, og her lander diskussionen hurtigt på filmen Blade Runner vs. bogen. Den vil vi ikke gå ind i her, men Jannik anbefaler os at læse en anmeldelse af Bo Green, og hvis du vil læse den, kan du finde den her: https://blog.bogreenjensen.dk/2019/11/philip-k-dick-1928-1982.html
Vi spørger Jannik om han har nogle regler for sig selv, når han køber bøger til sit hjemmebibliotek, og her har han kun én: Han prøver så vidt muligt at købe dem brugt og handle i antikvarer, for der har bøgerne mere sjæl i sig. Det kan vi kun give ham ret i.
Meget passende afslutter vi besøget på den lokale Café Forsinket, hvor tankerne hurtigt ledes hen på et alternativt, parallelt sci-fi univers.
Vi ønsker Jannik stort tillykke med sin debut, og så glæder vi os til, at hans fantastiske spekulative værker ser dagens lys.
Du behøver heldigvis ikke vente længe. Snart vil du kunne læse en smagsprøve her på Futurum, når vi bringer en af novellerne fra cyberpunk-sci-fi-storværket Paralleller.
Om Jannik Landt Fogt:
- Født 1979 og opvokset på vestegnen.
- Kandidat fra CBS (cand.merc.fil ).
- Aktuel med sin debut “Elektrisk Blå, som et 80’er digt” på Forlaget Fjorden.
- Arbejder også på episke storværker, der blander fortid, fremtid og fantastisk cyberpunk i en hvirvelstrøm af genistreger.
- Skriver anmeldelser og anbefaler bøger på sin blog: https://www.janniklandtfogt.dk/blog