N. J. Frænkels Alderdomshjem

1

På N. J. Frænkels Alderdomshjem var der 27 vinduer i facaden, og man kunne let foranlediges til at tænke, at der så nok også ville være 27 værelser og måske 27 beboere, men faktisk boede der kun én person, og det var en gammel dame, som fra sin mor bar det fine navn Irma Severinsen, men som til hverdag og blandt venner altid bare blev kaldt ”Eva Krogs veninde”. Dette skønt ingen vidste, hvem Eva Krog var, eller om Irma egentlig havde nogle veninder, og at ”ingen”, når det kom til stykket, kun omfattede rengøringspersonalet og købmanden rundt om hjørnet.

Faktisk kendte ”Eva Krogs veninde” ingen længere. De få venner, hun havde haft, var døde, og en egentlig familie havde hun ikke. Bygningen, hvori alderdomshjemmet lå, var meget gammel, men fin og velholdt og havde ligget på Dyrkøb nr. 3 ved siden af Vor Frue Kirke, lige siden den i tidernes morgen var blevet opført. Irma Severinsen havde været bestyrerinde der i en menneskealder, og gæsterne havde været mange årene igennem. De sidste mange år havde der dog kun boet hende, og det, som førhen havde været et alderdomshjem, var i dag mere en form for vandrerhjem, hvor der kun yderst sjældent kom logerende.

Willum var den første i en årrække, som ringede på døren, og skønt Irma ikke havde haft en gæst længe, var hun ikke hensunket i nogen tilstand eller noget andet nærliggende for en person, der ikke har haft personlig kontakt med andre i en længere periode. Hun var skarp og fremme i skoene og havde allerede redt op og lagt rene håndklæder frem og slutteligt placeret en dronningemandel på hovedpuden i kvistværelset, inden hans finger overhovedet nåede ringeklokken.

”Vær velkommen indenfor, unge mand, og velkommen her, føl Dem endelig hjemme –  nu skal jeg komme med en kop kaffe til Dem – trænger De ikke til at sidde lidt ned – ønsker De dobbelt- eller enkeltværelse – vi har et fint dobbeltværelse med udsigt til kirken, hvis det kunne friste – vil De have en ostemad, en kop te, et bad – skal jeg hente Dem en morgenkåbe?” – var det første Willum hørte, da Irma åbnede hoveddøren, og det sidste han hørte, da hun igen lukkede lige foran næsen på ham. Han blev stående lidt. 

Det havde i forvejen været en lidt speciel dag og han havde endnu ikke helt styr på, hvor han befandt sig endsige, hvad klokken var eller for den sags skyld, hvilket årstal han befandt sig i. Han huskede ganske vist Edels vindueskarm og Gus, hendes mand, og ryatæppet der så taknemmeligt havde slubret den jordbærte i sig, han havde været så heldig at få serveret og så uheldig at komme til at vælte kort tid efter. Nu stod han her uden at vide noget som helst om, hvor ”her” egentlig var.

”Ej, det må De virkelig undskylde, jeg er ikke så vant til gæster længere og bliver hurtigt befippet, men kom indenfor, unge mand,” sagde Irma, da hun efter ni lange minutter endelig fik åbnet døren igen og budt Willum indenfor endnu en gang.

”Stå ikke derude, kom nu ind! Tag en stol og sæt Dem i sofaen – her, vil De ikke have en dronningemandel? Ja, jeg har suttet glasuren af, så de ikke er så hårde ved gummerne, forstår De – bare tag to, jeg har en skål mere i opholdsstuen, men kom nu ind først, menneskebarn, De ligner jo en, som har stået herude alt for længe.”

2

Irma Severinsen ringede på døren til N. J. Frænkels Alderdomshjem en sen aftentime. Det var egentlig ikke, fordi hun havde haft stedet som destination eller kendte nogen der; det var fordi, bilen var brudt sammen, og valget om at overnatte i den lille bil nev i hendes kinder og fingre. Månen stod højt og foldede vinterens koldeste nat ud.

Irma, som i sin barndomstid havde hjulpet til med at opdrætte araberheste på en nydelig gård i Sverige, havde et godt håndelag, når det kom til kunder af alle slags. Hun havde i en alder af 82 år oplevet sit og erhvervet sine ar i sjælens lønkammer. Hun var som ung en meget yndig pige, der i sit inderste gemte på hemmeligheder, ikke engang hendes bedste veninder vidste noget om. Hun havde som alle andre piger i den alder været voldsomt tiltrukket af storbyens puls. De glittede blade lovede berømmelse og flyvende champagnepropper til alle, som tog turen over sundet, og en tidlig morgen stod hun der selvfølgelig også.

Hun kom til København i den smukke alder af 17, satte sig ind i forreste vogn og tog rutsjebaneturen hele vejen til den bitre ende. I en alder af 24 stod hun af og måtte igennem 2½ års svære behandlinger med forskellige, tvivlsomme udfald. Klinikkerne var mange, og navnene på alle de doktormænd, der havde haft hende i deres ru hænder, var utallige. Da hun endelig kom tilbage til udgangspunktet, fandt hun sig selv på randen af selvmord, trøstesløs stående ved flyvebådsrampen en råkold Helsingør vindomsust morgen, kiggende længselsfuldt over mod Sveriges trygge favn.

Oplevelserne ville ikke sådan fortage sig. I et forsøg på at dulme livet satte hun sig ind i sin bil og kørte sydpå. Hun kørte tit på må og få, når arvævet brød op, og uroen kom buldrende. Nogle gange kunne hun finde på at lukke øjnene og træde speederen i bund og bare se, hvad der ville ske. Det blev nærmest en besættelse for hende at se, hvor langt hun turde køre med lukkede øjne, og denne tur var på ingen måde anderledes eller bedre. Hun forsøgte at lade være, men vidste samtidig, at det hele alligevel var så håbløst, at livet sikkert ville være bedre uden hende. I et opgivende nådesløst øjeblik mistede hun kort modet, rev hårdt i rattet og kørte af motorvejen.… og ind på afkørsel 22 mod København.

Den lille klokke i receptionen måtte slå mod metallet utallige gange, før Oldfruen omsider fik gang nok i blodomløbet og skuttende bevægede sig ned ad trappen. Irma var tynd, bleg og havde allerede forfrysninger langt ind i sjælen, da den gamle dame nåede hen og åbnede døren:

”Undskyld, unge dame, dette er altså ikke et vandrerhjem, men et alderdomshjem … vi kan ikke sådan bare finde et værelse til Dem for natten, hvis det er det, De regner med.”

Irmas øjne løb over. Verdens vægt tyngede hende i jorden, og hun faldt, så lang hun var, lige ind i entreen.

Næste morgen vågnede hun til duften af kaffe og ristet brød. I lang tid vovede hun ikke at åbne øjnene. Hun lå og drømte sig væk i en drøm om fyldige dyner, broderet sengetøj, ild i kaminen og et lille bord med juice og kaffe i en mågestelskop, fint mellemristet brød med honning, blødkogte æg og yndige servietter. Da hun langt om længe blev overbevist om, at hun måske alligevel ikke drømte, åbnede hun langsomt øjnene. Følelsen af alt vidunderligt i verden skyllede ind over hende som en varm grød lavet af de sødeste sukkermandler, man på nogen måde overhovedet ville være i stand til at opdrive noget sted i verden. 

Fyldige dyner, broderet sengetøj, ild i kaminen og et lille bord med juice og kaffe i en mågestelskop, fint mellemristet brød med honning, blødkogte æg og yndige servietter fyldte hendes blik, duftesans og hele rummet. Oldfruen havde gjort hendes drømme til virkelighed, og solen strålede smukkere end nogensinde ind igennem de florlette gardiner, der nænsomt var trukket for vinduerne ind til det lille kammer. Irma trak taknemmeligt vejret dybt gentagne gange og ønskede inderligt, at hun aldrig nogensinde behøvede at forlade dette sted igen.

”Her vil jeg være, til jeg bliver gammel,” sagde hun stille til sig selv.

3

Og sådan skulle det blive. Irma blev i sengen hele den morgen, og Oldfruen kom med jævne mellemrum op og sørgede for, at alt var, som det skulle være. Den gamle dame vidste godt, hvad godt var, og hvornår man havde brug for lidt ekstra. Hun havde ikke selv haft det alt for sjovt, men alderdomshjemmet havde en særegen evne til at lindre dem, der opholdt sig der, og hele dem, der havde skrammer på sjælen, så de kunne vende tilbage til deres oprindelige jeg på bemærkelsesværdig kort tid. 

Ingen vidste hvorfor, men mængden af historier, som blev tisket i krogene i de mørke stuer, var ikke til at tage fejl af eller se bort fra. Oldfruen slog det hen og sagde, at det nok bare var kamilleteen, der gjorde sit, og at man ikke skulle lægge for meget i de utallige historier om helbredelse og mystiske mirakler, som rygterne talte om. Det gjorde ikke mystikken mindre interessant, og i en periode boede der en række alternative personligheder fra alle egne af verden, som ved selvsyn ville mærke og undersøge de mange historier og ikke mindst mirakler, der efterhånden blev talt og skrevet så meget om. 

Oldfruen tog det roligt og udtalte sig sjældent, ikke så meget fordi hun ikke vidste, hvad der foregik, men mest af alt fordi hun elskede at have mange mennesker omkring sig, og lidt liv i det gamle alderdomshjem var slet heller ikke så tosset endda. Hun afslørede aldrig sin viden for de mange nysgerrige, som i en periode fik stedet til at blomstre og pengekassen til at bugne. Hun krydrede dog med en sær tilbageholdt evne historierne med små pudsige brudstykker om nogen, hun kendte, som kendte nogen, som engang havde boet hos hende og oplevet den sære kraft, som alle var så ivrige efter at få skrevet en masse artikler om.

Irma skulle blive den første og eneste, der lige så stille fik et sjældent indblik i, hvad mystikken på N.J. Frænkels Alderdomshjem egentlig handlede om. Oldfruen holdt af hende fra det allerførste trøstesløse øjeblik, hun fandt den forfrosne pige uden for hoveddøren. Siden da havde hun sørget for, at Irma kom på benene, og fik igennem de første uger langsomt overført al den kraft, hun selv besad, til hende. Irma forstod det ikke rigtigt i starten, men langsomt gik det op for hende, at Oldfruen nok havde brug for en, som kunne overtage hendes plads som bestyrer på alderdomshjemmet.

Oldfruen passede og plejede Irma, som var hun hendes egen datter, og når hun skulle sove, sad fruen ofte til langt ud på natten og aede hendes kind med sine gamle ru hænder, mens hun fortalte historier om dengang, hun for første gang havde opdaget, hvad der fandtes af mirakler i orkideernes klatrerødder. Hun fortalte om sin barndom og om ungdommen som omrejsende heler og om alle de mennesker, der havde kikket op på hende, når miraklet endnu engang havde taget fat i den ene eller den anden syge eller uhelbredelige person, som havde søgt hendes hjælp. 

Hun fortalte om de smertelige år, og om flugten fra dem som havde udstødt hende, og om at vende ryggen til sin familie og fastholde troen på sin egen sandhed. Hun fortalte om, hvilke teorier hun forbandt med den eliksir, der kunne udtrækkes fra orkideen, og at den i virkeligheden tilhørte den sagnomspundne epifytfamilie. Irma slugte hvert et ord og tømte inden længe ivrigt det lille bæger med plantesaft, som Oldfruen var begyndt at give hende hver aften. Irmas krop var bemærkelsesværdigt hurtigt tilbage i den form, den var i, da hun var 17, og inden længe var der heller ingen spor efter hverken stoffer, sorte huller eller alle de ar, hun så ivrigt havde pådraget sig i sine unge år. 

Da hun til sidst var helt frisk, viste Oldfruen hende rundt i bygningen og præsenterede hende for de mange beboere og viste hende alt fra kælder til kvist. Kælderen fungerede egentlig bare som pulterkammer og var stort set umulig at komme rundt i. Det skulle dog hurtigt vise sig, at hvad der måske nok var skrald for nogen, så sandelig kunne være guld for andre. Oldfruen førte Irma igennem de snævre gange, som affaldet tillod dem at betræde, og bag dynger af aviser viste der sig en dør. 

Ingen havde nogensinde fundet kælderen værd at undersøge, og Oldfruen havde, hvis nogen alligevel insisterede på at komme derned, altid slået det hen med sætningen: En eller anden dag skal jeg nok få styr på den kælder, og det havde som regel været nok til at få selv de ivrigste journalister til at undersøge de andre rum i stedet. Så døren bagest i lokalet var aldrig blevet fundet, og eftersom de fleste af beboerne på alderdomshjemmet aldrig kunne finde på at gå ned ad den spinkle kældertrappe, havde Oldfruen uden problemer kunnet holde på sin dybe hemmelighed i årtier.

4

Irma vidste med det samme, da hun så Willum, at hendes tog nok efterhånden var ved at nå den sidste perron. Det havde været en lang rejse med masser af passagerer, utrolige oplevelser og ikke mindst følelsen af uendelige horisonter, som nu langt om længe var ved at nå endestationen. Nu var det endelig hendes tur til at dele sin viden med nogen, og Willum blev den første, der hørte hendes lange beretning om livet i livet, om Oldfruen, om årene som bestyrerinde, om beboerne, om historierne, om miraklerne og om Epifytterne i den dybe kælder og ikke mindst deres helbredende kraft. 

Irma havde efter Oldfruens bortgang gjort sit ypperste for, at alt blev bevaret i samme stand som dengang hun selv ankom til alderdomshjemmet. Der var ganske vist ikke rigtigt gæster længere, og de, som en gang imellem besøgte stedet, kom egentlig kun for at få lov til at sidde lidt i de smukke rum. De gamle opholdsstuer fremstod som lidt af et mausoleum fyldt med hengemte minder og gamle sort/hvid billeder. Lokalerne havde i årevis været stumme vidner til de mange liv, som efterhånden havde levet der, primært mens det stadig var alderdomshjem, men som sådan også senere. 

Jo, det havde rigtignok været et hjem for mange interessante omrejsende sjæle og ikke mindst de historier, de alle havde bidraget med fra fjerne egne af verden. Willum stod i entréen og prøvede at finde fodfæste. Han havde ikke før materialiseret sig gennem tid og sted, og følelsen af at få sine atomer splittet ad og samlet igen til og på et sted, han ikke på forhånd kendte destinationen af, skulle han trods al sin guddommelighed lige bruge et par minutter til at komme sig over. 

Han havde det, som om han i ét splitsekund udelukkende bestod af hvedemel – og at nogen havde revet familien Ellegaards hyggelige dagligstue ned og bygget en vindtunnel op omkring ham i stedet, for derefter at tænde på kontakten – og hvad der deraf følger, når man fra det ene øjeblik er i dyb samtale med et par planter i en overvandet vindueskarm, og i det næste bliver blæst af sted i hen ved 1200 trillioner enkeltdele. Det havde varet omtrent en tiendedel af et sekund, men han oplevede det som en evighed. Pludselig stod han på trappen foran Dyrkøb nr. 3, og det næste, der skete, var, at Irma og hendes samling af forsuttede dronningemandler åbnede døren foran ham og bød ham indenfor. 

Han kunne høre Irma fortælle om stedet, men det var som i en boble. Han så hendes smilende ansigt, fornemmede venligheden i hendes øjne, men han oplevede det hele igennem en omvendt kikkert. Først da hun tog hans hånd og spurgte, om der var noget galt, vågnede han ligesom op og kunne være bare nogenlunde til stede. Han vidste godt, at den oplevelse, han lige havde været igennem, måtte have en større betydning end, at han blot skulle indlogere sig på et gammelt alderdomshjem. 

Han vidste også godt, at en normal person ville ryge direkte på den lukkede efter sådan en tur. Han undlod at sige noget de første minutter og lod Irma om at fortælle historier om det gamle hus og de traditioner, der nu engang var på et sted som dette.

“Nu skal jeg vise Dem deres værelse, så kan De tage et bad og hvile Dem lidt. Der er aftensmad i spisesalen herinde til højre, og jeg håber bestemt, at De kommer ned og holder mig med selskab, nu De trods alt er den eneste logerende i huset.”

Willum takkede mange gange og gik derefter stille op ad den gamle trappe og fortsatte, til han kom til kvistværelset, hvori han kort efter lukkede sig ind.

Irma smilede for sig selv, tog en blødgjort dronningemandel og satte sig ind bag pulten og skrev den nye gæst ind i bogen.

Endelig… tænkte hun.

5

Da Willum igen kom ned i stuen, var det med en følelse af at have sovet som en gammel fabrik, hvis produktion havde været lukket ned i årevis. Hans øjne var hævede og blikket tåget som et fedtet forsatsvindue. En kongeørn kunne uden problemer have brugt hans hår som rede og sikkert også have udklækket en hel del unger dér uden på noget tidspunkt at lægge mærke til, at den faktisk lå oven på noget, som bevægede sig med omkring fem kilometer i timen, (og Willum for den sag skyld ville sandsynligvis heller ikke selv havde bemærket ørnen eller dens rede i sin nuværende tilstand). 

Han havde det som om, han lige havde været igennem sin egen fødsel, og at en bulldozer havde strøget hans skjorte, mens han havde den på. På den ene side så han ganske forfærdelig ud. Forfærdelig, som når et menneske, der ikke overraskende er en smule overrasket over, at et eller andet naturfænomen skyndsomt fik pillet alle dets atomer fra hinanden for derefter at få kørt det et eller andet obskurt sted hen for atter at samle det og ydermere anbringe det foran en eller anden gammel dames hoveddør, som det i forvejen på ingen måde kunne vide, hvem var. 

På den anden side, så han slet ikke SÅ forfærdelig ud som en person, der lige havde været igennem alt det, han lige havde været igennem.

… Han virkede faktisk glad.

Irma undlod at lade en bemærkning falde, men bad ham blot sætte sig til bords og begyndte kort derefter at øse den genopvarmede suppe op, som om intet var galt, og at han da slet ikke var kommet omkring 48 timer for sent til aftensmaden.

Til Irmas store forundring spiste Willum glubsk af den hjemmelavede suppe. Hele ni skåle måtte se dagens lys svinde ind, før hans mavesæk protesterede og iværksatte en standby tilstand i hans bevægelsescenter. Willum lænede sig tilbage i stolen og fiskede en tandstik op fra skjortelommen og begyndte hjemmevant at stange tænder. Irma sad bare og kikkede på ham. ”Smagte suppen Dem?” spurgte hun efter lidt betænkningstid, hvor hun blandt andet havde bladret i sin hukommelse efter en lignende oplevelse af en situation som denne, men hun fandt ingen. 

Hvorfor reagerer han ikke på suppen? tænkte hun og bladrede videre i det gamle arkivskab, der i en menneskealder havde været genstand for hendes hjernes informationsarkivering. ”Vil De have lidt mere?” spurgte hun stille.

“Nej, tak, kære Irma, jeg har det fint nu og er mæt efter en lang ørkenvandring bestående primært af kippers og jordbærte … øh, undskyld, hvor dumt af mig, hvor skulle De egentlig vide det fra …? Her kommer jeg bare og sover i Deres senge og spiser Deres vidunderlige suppe og har end ikke præsenteret mig ordentligt. Jeg hedder Willum, og jeg … øh … “

Irma, som sad i den anden ende af bordet, spidsede ører, da Willum rask væk gik i gang og stoppede sin fortælling på en og samme tid. Han hensank i et uvist tidsrum, som om han ikke rigtigt kunne huske, hvad det var, han lige var begyndt på.

“Undskyld,” sagde han igen, “min hukommelse er ikke rigtigt ankommet endnu, jeg …”

”Sid nu bare lidt, min kære, så tager jeg af bordet … vil De ikke have en kop kaffe?”

“Jo, tak, kære De, det vil jeg virkelig gerne”

”Mælk og sukker?”

“Fløde, tak … og gerne syv stk., så er De sød”

Irma gik ud med servicet og lod Willum fordøje sig. Hvordan skulle hun mon begynde sin fortælling? Hvad ville han sige? Hvordan ville han reagere på rummet i kælderen og på orkideerne? … Han havde ikke reageret på suppen? Trods ni portioner? Måske var det ikke ham? Willum var ikke ligefrem noget almindeligt navn, men heller ikke så sjældent, at der ikke kunne være flere … men, det måtte være ham! tænkte hun, mens hun skyllede bestik og skåle af, satte en balje i køkkenvasken og fyldte den op med varmt vand og spekulerede som en vanvittig, til det hvinede i hendes gamle hjerne.

6

Det næste, der skete, kunne ingen have forudsagt. Pludselig opførte alting sig, som når en blitz går af i en uendelig langsom gengivelse. Vandet i baljen skvulpede nærmest glidende på en sådan måde, at sulfovandet mindede mere om tyktflydende mørtel end om lunt vand med sulfo i. Boblerne i det hvide skum bristede én efter én i en form for ultra-slowmotion. Den silkebløde og ellers så velkendte lyd af sæbeboblernes jomfruelige små pling, der normalt havde for vane at omsætte hverdagens stress og jag til en afslappende meditativ opvaskeseance, syntes afløst af tunge tunnelagtige og øresønderrivende langstrakte brag, der på næsten faretruende vis udfordrede Irmas trommehinder. 

Med ét røg balancenerven, og opvaskebaljen gled mod højre. Da hun forsøgsvis genvandt balancen, syntes flasken med opvaskemiddel at svæve frit i luften, og da hun greb fat i køkkenbordpladen, smeltede den under hendes håndflader, som var den lavet af varm farin.

… som efter en kold lussing vågnede hun pludselig op et andet sted end dér, hvor hun syntes at være styrtet. Hun stod nu halvanden meter væk fra køkkenvasken og var tilsyneladende i færd med at sætte et glas ind i et af køkkenskabene.

”Hvad!? Hvor?” gispede hun forskrækket, mens rummet stævnede fra og atter påbegyndte sin sejlads …

“Undskyld, kære Irma, det er bare mig, der forsøger at kommunikere med dig. Det var ikke min mening at gøre dig forskrækket”

Hvem taler til mig i mit hoved? spurgte Irma forsigtigt i sine tanker, mens hun parallelt skyndte sig at sætte glasset fra sig i skabet og lukke køkkenlågen.

“Kom ned i kælderen. Jeg vil, når du kommer herned, bede dig om at åbne døren for mig” sagde stemmen.

”Åbne døren i kælderen for dig!? Jeg forstår ikke!? Hvem er du? Og hvorfor er du i kælderen? Hvordan kender du til døren?” svarede Irma, som nu var helt klar i hovedet igen.

“Kære Irma, jeg er Willum, min fysiske krop sidder i stuen og takker ydmygt for den dejlige suppe, som den er i gang med at nedbryde – jeg selv er nede i kælderen, men i denne æteriske tilstand er det ikke muligt for mig at manipulere med fysiske ting, og derfor søger jeg din hjælp med døren … “

Irma kikkede hurtigt rundt i køkkenet for at sikre sig, at alt var, som det skulle være, og at hun ikke var blevet sindssyg. Derefter løsnede hun forklædet og hev opvaskehandskerne af, foldede karkluden, så sig hurtigt i spejlet, rettede en hårnål og gik derefter ud i gangen og åbnede lige så stille døren ind til spisestuen.

Willum, eller det, der var hans fysiske krop, sad tilbagelænet og slog mave. Hans ansigt virkede nærværende, han smilede, som man smiler, når man har spist lige netop så meget, at man gerne ville tage en portion mere og samtidig har en anelse ondt i maven, fordi man tog en portion mere. 

Stuen summede af aften, og der var faktisk intet andet galt med scenariet end, at der befandt sig en person mere i rummet, end der plejede at gøre. Denne stue, der i tidernes morgen havde været vidne til utallige selskaber, et mylder af spændende mennesker og ramasjang til langt ud på natten, lå nu nærmest som en skindød version af sit gamle jeg og trak vejret i stille og rolige åndedrag, der kun lige akkurat kunne anes i de florlette gardiner, der adskilte spisestuen og verandaens fine franske glasdøre. Irma gik hen til det store bord og forsøgte ubemærket at tage det resterende bestik og service op på en bakke for derefter at bære det ud i køkkenet. 

Hun undlod så vidt muligt at få øjenkontakt med Willum, men kunne til sidst alligevel ikke helt dy sig for at undersøge ham nærmere. Hun fandt hurtigt ud af, at han slet ikke var til stede, men at hans krop stadig var i live. 

Den blinkede med øjnene, sank lidt spyt en gang imellem og trak vejret roligt og dybt på grund af den opspilede mave, men ellers var der ikke nogen hjemme. Irma forsøgte at prikke ham på kinden. Han reagerede ikke. 

Hun sagde ”undskyld” på den der måde, som slet ikke betyder undskyld, men som nok nærmere er ment som et henkastet: Hallo, jeg vil gerne lige i kontakt med dig og fortælle dig noget, hører du!? Da hun til sidst forsøgte at ryste hans arm, kom svaret prompte:

“Irma, søde … jeg er her ikke. Fortalte jeg dig ikke, at jeg var nede i kælderen? Vil du ikke nok lade min trætte krop hvile sig i fred og komme herned, når du har ryddet af bordet i spisestuen?”

7

Svaret kom uventet, som når man gentagne gange har fået besked om et eller andet og alligevel ender med at gøre det, man ikke skulle, og hele bygningen omkring en skrider sammen og … Irma reagerede, som om hun ikke var der. Derefter samlede hun hurtigt bestik og service sammen og trissede ud i køkkenet på den der måde, som kun gamle damer er i stand til at trisse ud i køkkener på, hvilket vil sige: At lade som om absolut intet foruroligende er hændt.

“Irma?…” sagde stemmen utålmodigt.

Irma rettede på forklædet. ”Et øjeblik, min kære, lad mig lige skylle dette af, du må forstå, at det er lang tid siden, jeg har haft gæster, og nu har jeg pludselig to-i-én, som tilmed hiver i mig fra hver sin etage.” Irma vaskede op og satte tingene på plads. Hun kikkede atter en gang ind i spisestuen og gik derefter hen til kældertrappen. Det knagede i de gamle trin. Irma, som ganske vist var en gammel dame på 82, gik med raske, sikre skridt ned ad den lange tynde trappe og fandt lyskontakten og åbenbarede derved en glemt verden af gamle aviser, kommoder og et par hvide ungpigeskøjter, der sidst havde set sin ejers spinkle ankler, da de hvirvlede rundt på byens tilfrosne søer for snart en menneskealder siden. 

Rummet var slet ikke så lille endda, og der var masser af tilhørende sidesektioner. Der lå alt muligt dernede. Gamle glemte sager i kufferter, som ingen kunne huske længere; stole, ingen havde siddet på i årevis; blade og magasiner, hvis forsider vedvarende lokkede med det sidste nye; papkasser og syltetøjsglas med udefinerbare ting i. Et par ski stod, som de var sat, op ad væggen. Kasser med legetøj og mørnet linned stod side om side med bunker af tøj og sko, og helt inde bagest afslørede en forlygte, at rummet tilmed gemte på en gammel motorcykel. Irma stod altid stille et kort øjeblik, når hun så forlygten. 

Den, motorcyklen, havde tilhørt en kær bekendt, som i en årrække havde boet på alderdomshjemmet. 

Gad vide, hvor han er nu? tænkte hun stille ved sig selv. Irma vidste godt, at det ikke var mange mennesker, der var så heldige at runde de 82 år, og hvis de endelig gjorde, var de nok kun en tilstand af det, de engang havde været. Hun sukkede og knugede stille vedhænget i sin halskæde. Irma møvede sig forbi en kommode og trak et tungt gardin til side og fortsatte ind i et tilstødende lokale, hvor der stort set kun fandtes støvede aviser i meterhøje bunker. 

Hun fandt kontakten og tændte lyset. Ingen havde været i dette rum ud over hende og Oldfruen. 

Ved blot den mindste bevægelse lettede støvet i skyer, og bunkerne begyndte faretruende at svaje, når man gik igennem den lille og knapt synlige sti imellem de mange lag af gamle nyheder. Til sidst stod hun foran døren. Den var grøn og afskallet og havde ikke været på hængsler siden 1910. Dens smukke håndtag knirkede, når man trykkede det ned, og tyngden i træet vidnede om et ældgammelt håndværk, der for længst var blevet erstattet af tynd laminat og bølgepap. 

Irma tog med beslutsom mine et fast greb om døren og løftede den væk så let som ingenting. Bag den stod en massiv reol fyldt til randen med gamle bøger, køkkengrej og mere jordslået linned. Den trak hun til side …

Bag reolen var der endnu en dør. Den var lille og lavet af stål. Der var kun et nøglehul, intet håndtag. Irma fiskede nøglen frem fra forklædet og stak den i låsen. Døren gik op uden en lyd og åbenbarede et stort rum. Hun genkendte den fugtige duft af muld og nød altid øjeblikket, når hun åbnede døren, og fugtigheden bølgede hende i møde. 

Hun gik ind, og en lang række vækstlamper bød hende velkommen. Rummet strålede i et varmt, gulligt lys. Hun elskede at være her, sludre med dem, mærke deres energi og fornemme historiens vidneudsagn. Hun vidste alt om dem, og de vidste alt om hende.

“Jeg er her, mine kære …” sagde hun opløftet ud i rummet, hvorefter planterne langsomt vendte sig imod hende og begyndte at lyse rummet yderligere op. ”Der er en, som gerne vil møde jer. I kender ham, men kender ham ikke. I har mødt ham, og så alligevel ikke … hans navn er Willum.”

Irma trådte ind i væksthuset på noget nær samme tid, som Willum forsøgsvis trådte ind i sin fysiske form igen. Han var en anelse ukendt med denne del af sig selv og kunne i starten ikke rigtigt finde rundt i sin krop. 

Han havde samme besvær med at få fingrene til at passe, som et barn har det i overgangsperioden mellem luffe og fingervante. Hans fysiske krop vred sig mærkværdigt rundt i stolen og lavede et frygteligt spektakel.

Irma var dybt begravet i kælderen og hørte heldigvis ikke noget til hans krampagtige forsøg på at få sin fysik tilpasset. Så den tid, det tog for Willum at få styr på sig selv med, hvad det nu engang krævede af spasmer og ydmygende positurer, var hun lykkeligvis ikke vidne til. Efter at have kæmpet med at få øjnene sat i de rigtige huller og fødderne vendt i den rigtige retning begav han sig langsomt og prøvende ned i kælderen og fandt til sidst Irma helt inde bag ved alt det, som i årevis havde holdt selv den nysgerrigste journalist fra at grave dybere i historien.

8

Der var et forfærdeligt rod, og det tog Willum en del længere tid at komme igennem bunkerne, end da han blot var ren tanke. Da han endelig trådte ind i rummet, holdt alt inklusive Irma vejret, og et øjeblik var alting fuldstændig stille. Derefter lyste rummet op i et inferno af lys, og informationerne imellem dem nærmest materialiserede sig fysisk i rummet. Irma så til med store øjne, da Willum roligt lagde sin hånd på bordpladen, og kunne næsten ikke tro sine egne øjne, da planterne lod deres klatrerødder strække hen over pladen og ind under hans hånd. Da alle stængler var forbundet under hans håndflade, sænkede Willum sit hoved og begyndte svagt at messe. Rummet pulserede nu i takt med hans hjerteslag. Planterne blussede endnu en gang rummet en tak op og afgav et lysskær så kraftigt, at enhver sprække i de gamle vægge mistede deres skygge.

Irma stod lidt og skiftede fod, mens Willum og planterne kommunikerede på livet løs. De udvekslede informationer og overførte energi frem og tilbage imellem sig, så loftsbjælkerne rystede over dem. Lige pludselig flød en skygge ind over det hele, og Willum vendte sig igen smilende mod Irma:

“Gå blot ovenpå, min kære, her har vi meget at udveksle. Jeg er stadig meget ny i denne verden og må lære mere om, hvad denne forbindelse imellem Epifytterne har at byde på. De mener, at jeg er noget, der altid har været der i deres verden. De har ventet længe. Jeg fornemmer mere af det nu og forstår det bedre end det sidste sted, jeg kommunikerede med disse planter, og jeg må tage den tid, det tager at udveksle disse mange informationer. Men der er en ting, jeg skal videreformidle fra dem. Et simpelt ‘tak’ er en af tingene. De fortæller, at du ved, hvad resten er …? De siger, at det vil vare for evigt … dit liv. Og at de er dig evigt taknemmelige.”

Irma spilede sine øjne endnu mere op og trak sig tilbage gennem kælderens mængder og derefter op ad trappen. Hun smilede, da hun lukkede kælderdøren efter sig. Derefter gik hun ud i køkkenet og satte en gryde over og begyndte at hakke gulerødder til endnu en gang suppe. “På et tidspunkt bliver han jo nok sulten igen,” smålo hun for sig selv.

I kælderens mørke dansede støvet for et kort øjeblik uroligt i en smal lyssprække fra døren ind til rummet, hvor Willums messen med planterne nu var slået over i en så høj hyletone, at kommunikationslydene mellem dem ændrede molekylerne i stort set alt omkringværende. Således gled kommoden ind mellem aviserne, som gled sammen med vandvarmeren, som gled sammen med en slidt, udstoppet hornugle, som gled sammen med et løbehjul, hvorefter det hele gled ned i en bunke postelastikker for dernæst at flyde sammen i en kasse med antikke henkogningsglas. De mange bunker af glittede blade gik af en eller anden grund fri af hele processen, og lyden stoppede først, da Irma atter var på vej ned i kælderen for at finde nogle henkogningsglas til de mange drueagurker, hun også lige var gået i gang med at sylte i en pludselig indskydelse parallelt med suppetilberedelsen. Irma stoppede et kort og forbavset øjeblik op, da hyletonen pludselig gled bort og efterlod både rummet og hende i tvivl om den ro, de begge syntes at have befundet sig i de sidste tre timers tid, mens hele processen i epifytrummet havde stået på. Nu virkede alt pludselig unaturligt stille. Stille på samme måde, som når en Vej- & parkmedarbejder for første gang efter 35 års tro tjeneste tager på fire ugers trekking i de finske skove og overraskende nok ikke kan høre stilheden for al den larm, der af en eller anden forunderlig grund lyder i hans ører.

Da Willum trådte ud af vækstrummet, stod Irma stadig i kælderen og så sig forvirret omkring. Han gik stille over og lagde en rolig hånd på hendes skulder og aflæste samtidig hendes sind.

“Det er okay, Irma; sådan noget sker bare en gang imellem … det er svært at sige helt hvorfor, men som alt andet er det blot en pejling på kortet mod andre virkeligheder.”

Irma lagde sin hånd over hans, og hendes skuldre sank en anelse. ”Jeg var bare så glad for den der motorcykel, som stod ovre i hjørnet … det var alt, hvad jeg havde tilbage af ham.”

Willum smilede venligt til hende og flyttede sin hånd fra hendes skulder til hendes pande. Derefter sank hun sammen og rettede sig op i et og samme øjeblik.

”Hvad sker der!?” udbrød hun forskrækket og så sig forvirret om i rummet, som om hun lige var vågnet. Kælderen havde ikke blot overgået en radikal forvandling og var nu ryddelig i stedet for rodet, men stemningen i rummet var også en anden? Hun gik rundt i rummene og kikkede nysgerrigt. ”Willum?” hviskede hun. ”Halloooo?” Der kom intet svar. Var hun alene?

9

Kælderen, som før bugnede af skrald og hengemte minder, indeholdt nu kun en stak glittede blade med lokkende forsider og en kasse med noget henkogt. Gulvet var ny fejet, og de andre rum tomme og … istandsatte? Irma fandt ingen bund eller loft i sine tanker. Hun gik hen mod ståldøren i det bageste rum, men fandt kun en grøn fyldningsdør, som hun åbnede. Rummet inde bag ved døren var tomt! ”Hvad sker der… ?” spurgte hun atter ud i rummet. Hun tog hænderne op til ansigtet og masserede øjnene. Så lod hun sine fingre glide ned over ansigtets hud, form og overflade. Et eller andet var anderledes, men hun kunne ikke rigtigt sætte en finger på, hvad det var. Blot en fornemmelse af et eller andet. Hun løftede langsomt hovedet og så ned på sine hænder. Erkendelsen kom med samme iskolde nålestikkende overraskelse som sekunderne, hvor bilisten med de 180 kilometer i timens bitre erkendelse fortæller, at den aflange grå tåge, der så yndefuldt ligger hen over vejen lige foran ham, ikke er tåge, men en betonmur.

Hendes hænder var …? ”Mine hænder …” sagde Irma stille ud i rummet.

Hun undersøgte sine arme, trak op i kjolen og tog de ternede slippers af for at se på sine fødder. Hun gned igen øjnene og kikkede rundt i rummet for at finde bare et eller andet, som …

Hun listede hen til toilettet i kælderen. Hun vidste, at døren bandt, og at det i hvert fald også var mange år siden, nogen havde benyttet det. Hun lagde alle kræfter i og var nær faldet bagover, da døren til hendes store overraskelse gled op uden hverken lyd eller besvær. Da hun tændte for kontakten, blev hun ikke bare forundret over, at lampen virkede, men også over, hvor fint og rent der var inde på det lille toilet. ”Jamen, her har jo ikke været nogen i 40 år … hvordan kan, ej, hvad sker der … uh!?” Irma veg forskrækket tilbage … sæben, som lå på håndvasken, var våd!?

Forvirringen i Irmas øjne var mærkbar bemærkelsesværdig, og da hun pludselig hørte musik fra tragtgrammofonen oppe i dagligstuen, krøb hun sammen som et forskrækket dådyr fanget i lyset fra et par kraftige imodsigkommende billygter. Irma sad længe sådan og stirrede ud i ingenting. Så hørte hun stemmer, latter og skridt hen over gulvet. Da kælderdøren pludselig blev åbnet, forstærkedes lydene, og Irma flygtede ind på det lille toilet, lukkede døren, holdt hænderne op foran ansigtet og krøb atter sammen på gulvet som et lille barn, der ihærdigt prøver at få alting til at forsvinde.

Hun kunne høre den muntre snak ned ad kældertrappen, og en kvinde som lattermildt udbrød: ”Åh, James, altså … din charmør! Nå, men så pyt da, en enkelt dans mere, men så må du også love at lade mig fortsætte … jeg har en del ting i kælderen, jeg skal nå at ordne, inden der kommer flere gæster.”

Irma trak hænderne væk fra ansigtet og udbrød højt uden at tænke sig om. ”… Oldfruen!?”

Kælderdøren smækkede i, og gulvbrædderne fortalte om jive, jitterbug og … Ib Glindemanns orkester?

Forvirringen var total …

Hvis noget menneske på nogen måde overhovedet skulle have behov for at pjaske iskoldt vand i ansigtet og se sig lidt i spejlet, ville dette menneske være Irma. Hun rejste sig op fra sin forskrækkede sammenkrøbne stilling på gulvet, vendte sig mod håndvasken og åbnede langsomt for den kolde hane. Således stod hun et øjeblik forsvundet i egne tanker og så, hvordan det kolde vand piblede mellem fingrene.

– så kikkede hun op og besvimede omgående.

10

Willum var atomer. Atomer som befandt sig mange steder på samme tid. De fleste var på vej til Bispebjerg Hospital, men en sidste rest befandt sig stadig omkring Irma, mest af alt for at holde øje med om hun klarede omvæltningen. Han hørte hendes tanker og vidste, at hun reagerede, som hun gjorde, fordi hun ikke anede, hvad der var sket, eller hvordan det var sket. Han havde i det korte tidsrum, hans hånd lå på hendes skulder, set, hvordan hendes liv havde udformet sig gennem de mange år, hun havde levet. Hendes barndom i Sverige, ungdommens kvaler og turen til Danmark. De mange flagrende ophold, mænd og flossede oplevelser gennem årene, inden hun til sidst var ankommet sulten og forfrossen til N.J. Frænkels Alderdomshjem. Han havde set hele hendes indelukkede liv i og omkring den gamle bygning. Set hendes oplæring og livet med Oldfruen. Han havde søgt igennem al hendes lykke, alle hendes tanker og følelser uden at finde, hvad han ledte efter. Men i det korte øjeblik, han flyttede hånden fra hendes skulder og dernæst berørte hendes pande, havde enkelte oplevelser dog alligevel stået mere klart end andre.

En motorcykel. Et navn. Og … et årstal.

Imens begrebet stereolydgengivelse på grammofonplader blev introduceret i Danmark – imens der blev iagttaget flyvende tallerkener over Sønderjylland – imens dansken dansede hula hoop med en plastikring omkring livet – imens Prinsesse Margrethe fyldte 18 – imens Poul Reichhardt sang, Er du dus med himlens fugle, og rock-kongen Tommy Steele besøgte Danmark – imens gode råd om penneblæk og om, hvordan man fik hvide tænder lød i radioen, og filmen Soldaterkammerater trak fulde huse i biograferne – imens Radio Merkur og Ib Glindemanns orkester fik alle på dansegulvet, og prisen for en liter øl var 1,60 kr. – imens de første stereoplader og Barbie-dukken for første gang dukkede op, og Elvis Presley kom i hæren, og imens Danmarks første datamat så dagens lys, bevægede Irma sig langsomt op ad kældertrappen. Året 1958 startede på en onsdag, men det vidste Irma af gode grunde intet om, før hun nåede op i stueetagen og blev modtaget midt i en svingom mellem Oldfruen og en meget smuk ung mand i motorcykeljakke ved navn James.

Chokeret efter mødet med spejlbilledet i kælderen nærmest faldt hun ind i dansen og lod sig hvirvle rundt mellem de to feststemte mennesker, derefter gled hun ned på gulvet og klaskede sammen som et vådt badehåndklæde. Næste morgen vågnede hun til duften af kaffe og ristet brød.

I lang tid vovede hun ikke at åbne øjnene. Hun lå og drømte sig væk i en ældgammel drøm om dengang, hun var ung. En drøm om fyldige dyner, broderet sengetøj, ild i kaminen og et lille bord med juice og kaffe i mågestelskop, fint mellemristet brød med honning, blødkogte æg og yndige servietter.

Da hun endelig langt om længe blev overbevist om, at hun måske alligevel ikke drømte en drøm om en drøm om dengang, hun var ung, åbnede hun langsomt øjnene. Følelsen af alt vidunderligt i verden skyllede ind over hende som en varm grød lavet af de sødeste sukkermandler, man på nogen måde overhovedet ville være i stand til at opdrive noget sted i verden. Hendes drøm om drømmen om dengang, hun var ung, havde på en eller anden måde gjort hendes drøm til virkelighed. Nu var hun vågen og følte sig så uendelig frisk, at hun satte sig op i sengen, svang benene ud over kanten og vippede virilt med tæerne.

Mens solen skinnede smukkere, end hun nogensinde havde set, og lyset nærmest flød ind igennem de florlette gardiner, der nænsomt var trukket for vinduerne, glemte hun tid og sted. Hun trak vejret dybt gentagne gange og ønskede mere end inderligt, at hun aldrig nogensinde igen ville forlade dette sted. ”Her vil jeg være ung, til jeg bliver gammel igen,” sagde hun og så sig i spejlet ved siden af sengen. ”Tak, Willum,” hviskede hun og smilede.

Så stak hun fødderne dybt ind under dynen igen og forsvandt atter i drømme …