Noveller,  Science fiction

Mit farvefjernsyn er gået i stykker, og Gud er ligeglad

Tekst af Mads Christian Voss
Foto af Serkan Turk

HOTBIRD gav farver til de drømme, vi kun havde engang. HOTBIRD visualiserede og gav grobund for de store følelser, som kun enkelte mænd i tyveårsalderen allernådigst måtte give ud til millioner. Ikke at HOTBIRD havde nogle egentlige følelser i forhold til formidlingsopgaven, den fulgte bare VM-finalen. Akkurat som alle andre den sommer. Dengang, i en af evighedernes somre, der havde forvandlet grønne plæner overalt i Europa til svedne smertehelveder for unge ben, der kastede sig ned i glidende tacklinger. Grønt græs var nu gult, og det stak og slog hul på knæ, når kroppe kastede sig ned i baghaven for at stjæle bolden fra modstanderen. Ikke som det bløde, grønne græs, der lod selvsamme kroppe glide de ekstra meter i tacklingerne. Heldigvis havde vandingsanlægget i Moskva gjort græsset så grønt, at kun nostalgien forstod sig på det. På den måde kunne nordeuropæerne længes efter det grønne græs med røven plantet foran skærmen, mens sydeuropæerne ved samme lejlighed kunne se lidt fodbold og glemme at de svageste langsomt stegte ihjel. Ikke at det ragede HOTBIRD.

Temperaturen steg og faldt, og der, hvor HOTBIRD var, var det langt værre. Men det var den bygget til at håndtere. Bygget til at sætte farve på den anden tilværelse langt oppe i de høje luftlag. Bygget til at lukke ned, når ny teknologi skulle overtage. Ikke at noget af det ragede HOTBIRD, jobbet var bare, lige nu, at transmittere finalen, Frankrig mod Kroatien, at fungere som bindeled mellem skaber og forbruger, fodbold og fan. Frankrig var favoritter, og Kroatien de undertippede. David mod Goliat var den lette sammenligning, men franskmændene undgik den. De ville ikke undervurdere modstanderen, som de havde gjort det mod Portugal i EM-finalen to år forinden.

HOTBIRD kunne tydeligt huske det, lagrede alt hvad den oplevede; huskede hvordan Cristiano Ronaldo måtte udgå med en skade, og hvordan han stod på sidelinjen og dirigerede de resterende spillere på banen frem til sejr. Et mål af Eder i den forlængede spilletid, som Frankrig aldrig nåede at svare tilbage på. HOTBIRD kunne aldrig glemme dét mål. Men nu var det VM, og det var 18 minutter inde i finalen, hvor kroaten Mario Mandzukic scorede selvmål. Det var nu. Antoine Griezmann sendte et frispark ind i feltet foran Kroatiens målmand, i håb om at en franskmand ville sætte hovedet på, men det blev Mandzukic, der snittede bolden og sendte den ind i sit eget mål. Kun 10 minutter senere endte en løs bold foran Ivan Perisic på kanten af det franske felt. Med højrebenet lagde han bolden til rette for sit venstre, før han sparkede den ind bag Hugo Lloris. 1-1. Men det var her filmen knækkede. Den grønne farve, som HOTBIRD leverede fra Moskva, blev gul og begyndte at ligne haverne fra en af evighedernes europæiske somre. Fædre så ud i haverne, men det var kun nordeuropæerne, der fortsat havde lys nok over sig til tydeligt at se det svedne græs og sammenligne med fjernsynet. Børn pegede og gjorde fædrene opmærksomme på farvernes udsving i fjernsynet, men fædrene ignorerede de små børn, for det her skulle kun vare et kort øjeblik, før den store mester, FIFA, fik styr på det hele og igen ville give fædrene følelsen af noget så stort, at kun børnedrømme forstod sig på det. Der var behov for distance fra det trivielle faderliv; et behov for at ophøje dette til noget så stort, at vi aldrig ville glemme det. Den følelse vi beder fjernsynet give os.

”FUCK” 

Det utænkelige omend uundgåelige skete. Utænkeligt i den forstand at alle de bedste kræfter til netop at undgå denne situation var brugt. Uundgåeligt i den forstand at det skete. HOTBIRD var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Bittesmå meteorider blev slynget ud af det kredsløb, de havde om solen og ramte HOTBIRD. Transmitteringen begyndte at give udfald. Farverne vekslede. Kroatien spillede nu i rødt, Frankrig i gult. Fædrene beklagede sig, men nu havde det også varet længe nok, til at selv de måtte handle. Fædrene med de store TV-pakker slog over på tysk eller svensk fjernsyn. Fædrene med små TV-pakker bandede og svovlede, så børnene, der troede, at de delte en stor dag med fædrene, pludselig forstod vigtigheden i fjernsynets stabilitet. Men også på de andre landes kanaler bølgede linjerne, spillerne hoppede frem og tilbage på banen som små glimt, og farverne kom på kort tid hele paletten rundt.

”FUCK”

En meteor fra et sted i universet havde bevæget sig i en rum tid, og det var nu det uundgåelige skete. Meteoren var fire gange større end HOTBIRD og bankede lige ind i siden på den. Signalet røg med det samme, og hvid støj ramte nu fædrene, og de blev med ét ligegyldige i denne historie. Vragdele blev flået løs, robothud og knogler faldt af HOTBIRDs krop og lagde sig i en bane som små projektiler, der blev sendt mod andre satellitter, som blev til nye knogler og nye projektiler. På det tidspunkt vidste man selvfølgelig ikke, at hele bæltet omkring jorden var i sin første fase af Kessler-effekten – på vej mod at gå fuldstændig i smadder. Den teknologi, som man betroede sig til, ville om få år være helt ubrugelig. Bælterne omkring jorden blev fyldt til randen med flere og flere vragdele, og flere og flere projektiler ville dræbe andet transmitterende teknologi uden hensyn. Men nye teknologier tog hurtigt over. En økonomi skulle hænge sammen. I hvert fald for en stund. Men det er allerede mange år siden nu og kun vigtigt for dem, der var en del af det dengang.

”FUCK”

HOTBIRD forlod den kurs, som den sirligt, sikkert og troværdigt havde fulgt siden midten af nullerne. Den sejlede forbi fætre og kusiner, søstre og brødre, der flød i tyngdekraften, akkurat som HOTBIRD havde gjort det kort forinden. Forskellige baner blev benyttet af forskellige lande, virksomheder og universiteter, men da HOTBIRD først skar igennem den sidste, kirkegårdsbanen, med alle de slukkede, forældede og døde forfædre, blev håbet slukket for at anvende HOTBIRD som andet end blot et minde. Det var her, nu, den slap jordens tyngdekraft og bare flød med en fast hastighed, indtil den igen ville blive opfanget af en ny tyngdekraft – eller måske noget andet, noget af det, som vi kun tør kalde et sort hul, eller måske noget af det, vi slet ikke har ord for i det her sprog.

HOTBIRD havde en ny uplanlagt retning, den slags, der sker i universet. Som mennesket med en kræftsygdom eller en nyforelskelse, er det en form for ny retning, der ændrer perspektiv. Intet kan man stille op, og intet kunne HOTBIRD stille op. Det er sådan, det føles at gå fra en virkelighed til en næste. Hjerner lagrer, og det samme gør organismer, software og kosmiske stråler. De lagrer information, så de ved – eller i hvert fald tror, at de ved – hvordan det næste træk i tilværelsen skal se ud. Men når man med ét skifter virkelighed, så kan vi proppe informationerne op i røven på os selv. HOTBIRD forsvandt fra sin grundtanke om sin rolle i universet, ud i universet, hvilket den hverken havde hjerne eller forstand til at gøre sig klog på. Ud i en ny virkelighed, der ikke kunne begribes med det materiale, som HOTBIRD bestod af. På en gang både overladt til tilfældighederne og skæbnen. 

”FUCK”

Ordene var selvfølgelig fraværende, men de blev kommunikeret med ti sekunders interval, hvilket HOTBIRD var programmeret til. På den måde kunne menneskene, som engang styrede HOTBIRD fra jorden, forstå at noget var galt. En malfunction, som de kaldte det. Et problem, der skulle løses. Der var ingen gradsvurdering, bare rød alarm. Da farverne begyndte at hoppe rundt på tv-skærmene blev alarmen slået til, akkurat som den var nu, hvor HOTBIRD sejlede ud i verdensrummet med en smadret side, men stadig med et indbygget behov for at transmittere en fodboldkamp færdig. Men fodboldkampen var allerede slut. Det er mange år siden nu, og signalerne, der forlod HOTBIRD, blev ikke opfanget af nogen. 

”FUCK” 

Signalerne skulle opfanges af noget, der kunne modtage. Og selvom modtagere fandtes på andre planeter end jorden, var HOTBIRD ikke i nærheden af disse. De nye steder med liv, som HOTBRID passerede var af så primitiv art, at de ikke ænsede de få sekunder af tilstedeværelse på himlen over dem som andet end normalitet i den verden, hvorfra de kom. De forstod ikke, at det var noget særligt. Akkurat som den nat, hvor andet liv besøgte jorden, men menneskene blot troede, at det var en ny art vokset ud i de klimatiske forandringer. De tog fejl, og resten er selvfølgelig historie. Men det er også mange år siden nu. 

”FUCK”

Det er svært at forklare med de ord, jeg har til rådighed; hvordan de verdener ser ud, som HOTBIRD sejlede forbi. Det er nye farver, som de gamle fjernsyn slet ikke kunne vise, skabt af genskinnet fra andre stjerner, andre galakser og andre eksistenser. Mere kan jeg ikke forklare her. Det er en blanding af følelser og alt for mange farver, der lagrer sig i centralnervesystemer, og jeg føler mig som et barn, der vil fortælle en historie til sin mor, men syntaksen og ordforrådet er ikke på et højt nok niveau til at lade hende forstå. Men hvad kan jeg så fortælle? Jeg kan fortælle om den pludselige tyngdekraft, som HOTBIRD oplevede et ubegribeligt antal år efter Frankrig vandt VM. Omkring HOTBIRD blev alt oplyst i et køligt blåagtigt skær, som trak den hen, hvor lyset var kraftigst. Ikke at den kunne se det, ej heller mærke hvordan tiltrækningskraften fik metallet, robotlegemet, til at bevæge sig, og havde det ikke været for rummets vakuum, var det en af den slags lyde, der ville få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Tiltrækningskraften tog af, og HOTBIRD flød nu, som den havde gjort for mange år siden om jorden, rundt om det klare lys, der badede alt andet i et betagende blåt skær.

”Hallo”

Et signal formede sig fra det klare skær. Det var ikke en lyd, men det er min eneste måde at forklare det på. Som en lyd i citationstegn skabt af en eksistens, der er på den anden side af alt, vi kalder form, noget større end det vi ikke engang kender til og slet ikke i nærheden af noget af det, vi kender til. En gud? Hvem ved? Jeg er på samme side som dig i det her, så hvad fanden ved jeg?

”FUCK”

”Ja?”

”FUCK”

”Jeg tror, at jeg forstår dig, men jeg kan desværre ikke hjælpe dig. Det er ikke mit bord.”

”FUCK”

”Det her er kanten. Enden af alting. Det må have taget dig lang tid. Jeg ved, at du ikke er fra dette område af alting.”

”FUCK”

”Det er utroligt, at du ikke har ramt noget. Et eller andet. Der er så meget noget herude.”

”FUCK”

”Din planet er ikke, som du forlod den. Tiderne er forskudt, blevet nye eller helt forsvundet. Hvis jeg kunne, havde jeg sendt dig på rette kurs, men jeg er blot den, der satte bevægelserne i gang, og den der nu ser tilfældigheder sætte deres præg på det hele.”

”FUCK”

Om forfatteren

Mit navn er Mads Christian Voss, og jeg er født i 1993. Litterært kickstartet af Jumbobøger og Jules Vernes, som jeg slugte hver og en af på både skole- og kommunebiblioteket. Jeg nyder den gode og sære historie, der sætter livet i perspektiv. Jeg har tidligere fået udgivet mindre tekster på Slagtryk, og ellers har jeg skuffen fyldt med historier, jeg prøver at komme af med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *